Bob Geldofs datter fundet død
Mandag aften blev sangeren Bob Geldofs datter Peaches Geldof fundet død. Det skriver BBC.
Politiet blev kaldt til en adresse ved Wrotham, Kent, efter at have fået en anmeldelse fra en, der var bekymret for beboeren. Denne beboer, der nu viser sig at være Peaches Geldof, blev erklæret død senere.
- På nuværende tidspunkt bliver dødsfaldet betragtet som uforklarligt og pludseligt, lyder det i en udtalelse fra politiet i Kent.
Peaches Geldofs mor Paula Yates døde af en overdosis narkotika i september 2000, da Peaches Geldof kun var 11 år. I et interview i 2012 fortalte hun om den store sorg og beskrev, hvordan hun stadig havde svært ved at tale om tabet af moderen.
Et billede af mor og datter
Peaches Geldof har også fortalt, at hun har eksperimenteret med stoffer, da hun var teenager, men afviste, at hun var ”vild”.
Hun arbejdede som TV-vært, model og skribent for blandt andet modemagasinet Elle og aviserne The Guardian og Telegraph, og hun var gift med musikeren Thomas Cohen, med hvem hun havde to sønner, Astala og Phaedra.
Peaches Geldof efterlader sig også søstrene Fifi Trixibelle og Pixie og halvsøsteren Tiger Lily Hutchence Geldof.
En af Bob Geldofs datters sidste meddelelser på de sociale medier kom søndag, hvor hun på sin Instagram-profil viste et billede af sig selv som barn i sin mors arme.