
Céline Dion deler rørende opslag 10 år efter mandens død: Hver dag føles som et årti

Den 14. januar 2016 blev Céline Dion ramt af en ubærlig sorg, da hendes mand, René Angélil, døde som følge af en kræftsygdom. Han blev 73 år.
Parret nåede at være gift i 22 år.
På 10-årsdagen for musikmanagerens død har Céline Dion delt et rørende opslag på Instagram, hvor hun blandt andet skriver, at hver dag uden ham føles som et årti.
- Vi elsker dig mere hver dag og hvert år, skriver hun.
I opslaget deler sangerinden også et billede af et klaver med et portræt af hendes afdøde mand stående ovenpå.
Foruden Céline Dion er de rørende ord også signeret af børnene René-Charles, Nelson og Eddy.


Var hendes manager
Céline Dion og René Angélils historie går helt tilbage til 1980, hvor sangerinden var blot 12 år gammel. Der blev dengang sendt en musikdemo til den 26 år ældre musikmanager, der blev rørt til tårer over den unge Célines sangstemme.
- Jeg havde aldrig hørt noget lignende. For mig var det den smukkeste stemme i verden, har René Angélil tidligere fortalt.
Han besluttede sig for at pantsætte sit eget hus for at finansiere sangerindens debutalbum.
Parret blev kærester, da Céline Dion var 19 år gammel og gift i 1994.
