21. apr. 2014
Af Malan Joensen

Cliff Richard: Derfor blev jeg aldrig gift

Cliff Richard.
Cliff Richard.
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Den legendariske sangstjerne fortæller, hvorfor han aldrig har sagt "I do" og heller ikke har børn.

En af britisk musiks største successer, popsangeren Cliff Richard, har gennem årene måttet lægge øre til mange rygter og spekulationer omkring, hvorfor han aldrig er blevet gift og har fået børn.

I et interview i et australsk TV-program fortæller han, ifølge Daily Mail, hvorfor hans liv har formet sig således – det store ansvar var ikke noget for ham:

- Jeg blev bare ikke gift. Jeg følte aldrig, at tidspunktet var det rette. Jeg kan gøre det, jeg gerne vil. Jeg kan tage af sted og møde mine fans i hele verden. Jeg har ikke noget ansvar, for jeg har altid følt, at et ægteskab ville være et enormt ansvar, og hvis man så også fik børn, ville det være et helt enormt ansvar, fortæller Cliff Richard.

Den 73-årige sanger, der tidligere har været i forhold med blandt andre skuespilleren og sangeren Olivia Newton-John, har som yngre måttet lægge øre til rygter om, at han er homoseksuel og derfor ikke er blevet gift med en kvinde.

Ligeglad med rygterne

Især det tætte venskab med John McElynn, en tidligere katolsk præst, der ser efter Cliff Richards boliger i Storbritannien, Barbados og Portugal, har fået sparket gang i rygterne om, at Cliff Richard interesserer sig mere for mænd end for kvinder.

Cliff Richard fortæller, at han fandt rygterne sårende, da han var yngre. Men det er slut nu.

- Det påvirker mig ikke længere. Jeg har homoseksuelle venner. De fleste mennesker har homoseksuelle venner. Hvis jeg var homoseksuel, ville det gøre nogen forskel? Ville du blive væk fra mine koncerter, hvis jeg var homoseksuel? Det håber jeg ikke.

Læs mere om: