30. apr. 2014
Af af Dorte Quist

Eurovision-nostalgi: Den største vinder nogensinde

ABBA.
ABBA.
Foto: AOP
I 1970'erne kom ABBA for alvor på landkortet med "Waterloo"-sejren, og det var også årtiet hvor Luxembourg og Israel vandt flere gange.

Ud over ABBAs ”Waterloo” fra 1974, så bød 70’erne også på en anden af konkurrencens største hits nogensinde, engelske Brotherhood of mans ”Save your kisses for me”.

Det var også i 70’erne, at vi for første gang oplevede, at nogle vandt flere år i træk. Luxembourg vandt i 1972 og 1973, og Israel vandt i 1978 og 1979 ( "A-Ba-Ni-Bi" og "Hallelujah").

I 1970 var der kun 12 lande, der deltog efter skandalen året før.

Seks lande meldte fra. Men nu var der kommet mere styr på reglerne.

Nu var det heller ikke kun solister eller duetter, der kunne deltage. Nu måtte landede sende grupper op til seks personer.

Kunne også synge på andre sprog

Fra 1973 til 1977 måtte kunstnerne også synge på et andet sprog end deres eget. I 1978 gik man tilbage til kun at synge på nationalsproget.

Og den regel holdt sig helt frem til 1999.

I 1975 gik man også over til det pointsystem, som stadig bruges i dag. Nemlig at der uddeles fra et til otte point samt 10 og det nu så berømte 12 ("douze points" på fransk). I 1970’erne meldte Malta, Israel, Grækenland og Tyrkiet sig også ind i konkurrencen, mens Danmarks jo havde ”meldt sig ud” fra 1967 og helt frem til og med 1977.

I 1978 deltog vi igen med Mabels ”Boom, Boom”.

I 1970’erne blev showet sendt på TV så forskellige steder som Dubai, Chile, Japan, Brasilien, Hong Kong og Thailand.

Læs mere om: