The Jacksons kommer til København
Med sange som 'ABC', 'I Want You Back' og 'Blame It On The Boogie' har The Jacksons toppet alverdens hitlister og hittet 'Ill Be There' er den bedst sælgende single i Motown's historie. Gruppen tegnede sig gennem 60érne og 70érne for hele ni Billboard #1 singler og 14 Billboard Top #10 singler.
Brødrene Jackie, Tito, Jermaine, Marlon og Michael Jackson voksede op under fattige kår i 1960´erne i Gary, Indiana. Faderen Joe havde som ung været aspirerende musiker og da han en dag opdagede at Tito havde spillet på hans guitar i smug, fik han idéen til at hans børn skulle danne et band. Det blev starten på The Jacksons.
Bandet bestod oprindeligt kun af Jackie, Tito og Jermaine og de kaldte sig The Jackson Brothers. Senere blev de yngre brødre Marlon og Michael også en del af bandet og det skiftede navn til Jackson 5. Grundet en juridisk tvist måtte bandet senere skifte navn til The Jacksons, som det også hedder nu.
Efter planerne skulle Michael Jackson havde deltaget på denne længe ventede genforeningstour, men som bekendt døde pop-ikonet i 2009. Som en hyldest til 'Jacko' tager Jackie, Tito, Jermaine og Marlon nu på tour for første gang siden 1984 og kommer altså også forbi Falconer Salen 20. februar. Til showet kan det danske publikum genopleve den klassiske Motown-lyd, og alle de store hits, som vi husker dem.