Klaus Strand-Holm i stor fejring: Derfor er det en helt særlig dag
2021 er et helt særligt år for Klaus Strand-Holm, som mange kender fra bandet Klaus & Servants eller tv-programmet ”Syng med og tip et hit”.
Tirsdag den 5. oktober udkommer han med et spritnyt album, men noget andet medvirker også til, at det er en helt særlig dag.
Nyt album
Efter et år, der har været meget præget af corona, har Klaus Strand-Holm skrevet en række nye sange.
Det er blevet til albummet ”Ta JA-hatten på”, som udkommer den 5. oktober 2021.
- Det er fantastisk at være rundt i Danmark og spille for vores dejlige publikum. Det nyder vi virkelig. Men det betyder, at arbejdet med at komponere nye sange og at være i studiet for at øve helt naturligt bliver nedprioriteret. Det fik vi jo så mulighed for lige pludselig, da Corona ramte os alle, fortæller Klaus Strand-Holm i en pressemeddelelse.
Det er album nummer 42 fra Klaus Strand-Holms hånd.
Markerer jubilæum
Datoen for albumudgivelsen er særligt udvalgt.
For den markerer den første koncert, som Klaus Strand-Holm nogensinde gennemfører i en alder af 12 år i 1963.
Desuden går det hele også op i en højere enhed, da ”Motionssangen” fra det nye album for tiden ligger nummer 1 på Dansktoppen.
For 50 år siden indtog Klaus Strand-Holm også Dansktoppens førsteplads med hittet ”Bank 3 gange”.
Bliver ved
Selv om Klaus Strand-Holm i foråret fyldte 70, har han ikke tanker om at stoppe karrieren.
- Så længe det kan sælges, det, vi laver, og folk kommer og siger pænt tak for i aften, og jeg kan mærke, at jeg har en indflydelse på dem, så bliver jeg ved. Hvis jeg begynder ikke at kunne udføre opgaven på grund af svigtende helbred, så holder jeg, men ellers skal jeg bæres ned, har Klaus Strand-Holm i anledningen af sin runde dag fortalt til BILLED-BLADET.
Foruden fortsat at komponere musik, agerer Klaus Strand-Holm også kapelmester, når han og hustruen Karin byder velkommen i ”Syng med og tip et hit” på DK4.