10. mar. 2011
Af af Jan Bergman

Kongens udskældte elskerinde - Camilla Henemark taler ud på TV

Camilla Henemark
Camilla Henemark giver her et langt interview med den svenske TV-kanal TV4.
Foto: TV4 Play
Camilla Henemark - Sveriges mest hadede kvinde - sådan var livet for kvinden, der blev hængt ud som kongens elskerinde.

Da dønninger efter skandalebogen om den svenske konge lå på sit højeste sidste år, var der næppe mange, der bekymrede sig om hende, som bogen udpegede som kongens elskerinde.

Camilla Henemark, tidligere kendt som den smukke mørke sangerinde i popgruppen Army of Lovers, blev med et Sveriges mest hadede kvinde.

Det fortæller hun nu om i et nyt svensk TV-interview med TV4.

I interviewet ser vi en Camilla Henemark, der ikke længere er den sprudlende, sensuelle, selvsikre og succesrige Army of Lovers-sangerinde, som kong Carl Gustaf angiveligt faldt for i sin tid.

Og Camilla er da også tydeligt mærket af tiden efter bogen, hvor hun ikke alene er gået voldsomt op i vægt, men også følte, at alle i hele landet hadede hende.

Tidligt i interviewet hører vi Camilla fortælle, at hun egentligt ikke er kommet for at tale om bogen og hendes venskab med kongen, men udtaler dog:

- Jeg troede ikke, hans majestæt ville udtale sig om bogen. Konsekvensen heraf har bestemt ikke været sjov for mig. Det var lidt af et chok.

Herefter fortæller Camilla om, hvorledes hun med egne ord er blevet jaget af medierne og paparazzi-fotografer, der alle ville have hende til at fortælle om tiden med kongen.

I det lange interview får man et klart billede af en kvinde, der har været en svær tid igennem, uden støtte og hjælp. Hun har været meget alene om at håndtere hele forløbet, og hun ønsker nu at komme videre i sit liv.

Interviewet med TV4 er Camilla Henemarks tredje - og nu håber hun, at hun endelig får ro og fred og igen kan komme videre med sit liv efter skandalebogen.

Læs mere om: