Michael Jackson begraves tirsdag
Det ligger nu fast at Kongen af pop, Michael Jackson, skal begraves tirsdag morgen lokal tid i Los Angeles. Det siger byens fungerende borgmester Jan Perry.
Borgmesteren udtaler også, at begravelsen finder sted to timer før den stort anlagte mindehøjtidelighed i Los Angeles' Staples Center.
Ifølge flere medier skal begravelsen foregå på den berømte Forest Lawn Mortuary, hvor berømtheder som Humphrey Bogart og Sammy Davis Jr. også ligger begravet.
Begravelsen tirsdag sætter en stopper for spekulationerne om, at Jacksons familie ville afvente en række udestående juridiske spørgsmål omkring Jacksons Neverland Ranch nord for Los Angeles, inden begravelsen.
DR1 sender tirsdag kl 18.55 direkte fra Michael Jacksons mindehøjtidelighed i Staples Center i Los Angeles.
Med et forventet seertal på op mod tre milliarder tegner mindehøjtideligheden til at gå over i historien som det største show nogensinde.