Otto Brandenburg døde for 10 år siden: Et stille farvel

Otto Brandenburg

Foto: All Over

Den 1. marts 2007 drog ”Baggårdspumaen” Otto Brandenburg sit sidste suk. Han blev 72 år, men hits som ”To lys på et bord” og ”Når en sailor går i land” lever evigt. Hans veninde Hanne Mynster beskrev Ottos sidste tid til BILLED-BLADET.

Onsdag, 1. marts 2017 - af Casper Nielsen

Torsdag den 1. marts 2007 et kvarter over seks om aftenen døde Otto Brandenburg.

Det var hans trofaste veninde Hanne Mynster, der lukkede hans øjne, og selv om det var så utrolig trist og sorgfuldt, var hun glad for, at hendes Otto fik fred.

– Sygdomsforløbet de sidste måneder har været forfærdelig pinefuldt for Otto, sagde Hanne Mynster dengang til BILLED-BLADETs Anna Johannesen.

Hanne Mynster havde været ved sin vens side under hele forløbet.

Både når han var indlagtog i de timer han fik lov til at komme hjem.

Hele Danmark ville gerne have været med til at sige farvel til den elskede Otto Brandenburg, men kun de allernærmeste fik lov.

Otto Brandenburg krævede, at bisættelsen skulle foregå i dybeste stilhed.

Otto Brandenburg: De sidste år

 – Otto var et blufærdigt menneske, og derfor skal han ikke ned til en hel masse mennesker, han slet ikke kender, sagde Hanne Mynster, der i stedet spredte hans aske i Det Sydfynske Øhav.

Det var på Tåsinge, at Hanne Mynster og Otto Brandenburg i sin tid besluttede at slå pjalterne sammen.

Hun var producer i Danmarks Radio dengang og havde allerede et par år før lavet udsendelsen ”Så længe hjertet kan slå” med Otto.

At bo sammen med Hanne i hendes rækkehus i Lyngby, var lige noget, der passede Otto.

Gift blev de aldrig, ikke en gang forlovet, og når han omtalte Hanne, var det enten som ”overgeneralen” eller ”bestyreren”. Men altid med kærlighed i stemmen.

Foto: All Over

Otto Brandeburg og Hanne Mynster

Vi havde det godt sammen

– Vi havde det godt sammen, siger Hanne. Passede hver sit – og hinanden. Det var bare så synd, at Ottos liv skulle ende så smertefuldt.

Otto Brandenburg blev indlagt på Rigshospitalet den 1. december. Sammen med Hanne havde han været inde at besøge en god ven, der var indlagt med lungekræft, men på vej ud faldt han over et cementaskebæger – og brækkede hoften. – Røntgenbillederne viste, at det var et meget kompliceret brud, og da Otto samtidig var noget stakåndet, blev der også taget et røntgenbillede af hans lunger. Her viste det sig, at der var en skygge på den ene, og at det var lungekræft. Men da knuden sad, så man ikke kunne  operere, kom Otto i strålebehandling.

Under strålebehandlingen stødte der en lungebetændelse til, og til sidst kunne Otto ikke klare mere.

Otto elskede sin kat

Han insisterede på at komme hjem, og dagen før han døde, nåede han da også at komme hjem i otte timer, hvor han lå i sin seng og kiggede ud på træerne, lyttede til fuglene og talte med sin elskede kat, Rikke.

- Den blev siddende i fodenden og kiggede efter ham, da ambulancen kørte væk. I dag er jeg glad for, at Otto fik set sin elskede have en sidste gang, fortalte Hanne Mynster.

- Den betød så meget for ham, især i de sidste år, hvor han havde det bedst med bare at være herhjemme. Bare være os to og vores katte. Så kunne alle andre rende ham, siger Hanne Mynster.

Baggårdspumaen takkede af 72 år gammel.

Men hans sange og hæse røst kan stadig røre.

NOSTALGI: Four Jacks slentrede sig til succes

 

Birthe Kjær