Paul McCartney bliver til en tegneseriefigur
Det er over 40 år siden, The Beatles gik i opløsning, men Paul McCartney er stadig så berømt, at han nu bliver lavet til en tegneseriefigur.
Sangeren bliver hovedpersonen i en ny tegneserie på 24 sider med navnet ”Paul McCartney: Carry that Weight”. Den kommer til at handle om nogle af de mytedannelser, der har været om bandets opløsning i 1970.
Tegneserien bliver udgivet af det amerikanske forlag Bluewater production, og de understreger, at Beatles-medlemmet ikke selv har haft nogen indflydelse på udgivelsen.
- Vi fortæller historien om Paul McCartneys exit fra The Beatles. Det er en tegneserie, som både har til formål at være underholdende, men også oplysende, siger forlæggeren Darren Davis fra Bluewater Production, ifølge Ekstra Bladet, til Reuters.