Paul McCartney i bedring efter indlæggelse
71-årige Paul McCartney var i fuld gang med sin Out There Japan Tour 2014, da han for et par dage siden blev ramt af en virus og måtte indlægges på et hospital i den japanske hovedstad Tokyo.
Beatles-legenden havde fået en halsinfektion, og han måtte derfor udsætte to koncerter i Tokyo og Osaka. Men nu ser det ud til, at han er i bedring.
- Siden han fik virussen, som førte til aflysningen og udsættelsen af nogle tourdatoer, har Paul modtaget succesfuld medicinsk behandling på et hospital i Tokyo. Han vil komme helt oven på igen og er blevet beordret til at tage nogle få dages hvile, siger Paul McCartneys talsmand Perri Cohen ifølge Ekstra Bladet.
- Paul har været ekstremt rørt af alle de beskeder og ønsker om, at han må få det bedre, som han har modtaget fra fans over hele verden, tilføjer talsmanden.
Paul McCartney har også aflyst en koncert i Seoul i Sydkorea, men det er stadig planlagt, at han skal på turne i USA i næste måned.