23. aug. 2013
Af John Lautrup

Tandlæge vil klone John Lennon

John Lennon
John Lennon
Foto: AOP
Canadisk tandlæge og John Lennon-tilbeder har vilde planer med musiklegendens rådne tand.

Hvis det går, som den canadiske tandlæge Michael Zuk har tænkt, så vil verden en dag kunne genopleve John Lennon live. Han agter ifølge Ekstra Bladet at få det afdøde Beatles-medlem til at genopstå ved hjælp af en stump rådden kindtand, som han købte for to år siden på en auktion til den vanvittige sum af 168.000 kroner.

Tanden har siddet i munden på John Lennon, og det er ved hjælp fra arvematerialet eller DNA'en herfra, at tandlægen vil klone sit idol og altså skabe en tro kopi. "Imagine", sang John Lennon på et af sine største hits.., ja, det her er godt nok svært at forestille sig.

- Forskere arbejder på måder, hvorpå de kan klone mammutter. Den samme teknologi kan bruges til at gøre menneskekloning til en realitet. At kunne sige at jeg har haft en lille medvirken til at bringe en af tidernes største rockstjerner tilbage ville være fantastisk, siger Michael Zuk ifølge Ekstra Bladet til Rolling Stone Magazine.

Han købte tanden i 2011 af John Lennons tidligere husholder, Dot Jarlett. Indtil nu har den været udstillet i hans tandlægepraksis i Alberta, Canada.

Læs mere om: