19. jan. 2016
Af Luise Marie Bekker

TILLYKKE: Dolly Parton fylder 70

Dolly Parton.
Dolly Parton.
Foto: AOP
Hun blev født ind i en fattig familie i efterkrigstiden, men kæmpede sig op til at blive en af de største countrymusikere nogensinde. Tirsdag fylder Dolly Parton rundt og kan se tilbage på et liv fuldt med succes.

19. januar 1946 blev Dolly Parton født.

Hun var nummer fire ud af 12 børn, og efter fødslen gav hendes far lægen en pose hvedemel som betaling. Familien var ludfattig i efterkrigstiden og boede i en etrums-hytte.

Sangen og musikken var den lille piges tilflugtssted. Allerede som seksårig begyndte hun at synge i den kirke, hvor hendes bedstefar var præst, og som otteårig fik hun en guitar af sin onkel.

Senere skrev hun sangen "Coat of many colors", der handler om hendes fattige barndom, hvor hendes mor syede lille Dolly en jakke af gamle tøjrester, familien havde fået. Pigens skolekammerater gjorde grin med hende på grund af jakken, men det skulle vise sig at være en stor fejl.

LÆS MERE: Dolly Parton sang duet med fan med downs syndrom

Dolly Partons store succes

Tirsdag fylder countrystjernen 70 år, og hun kan se tilbage på en yderst succesfuld og indbringende karriere.

Siden 1967 har hendes musik ligget på hitlister, og sange som "Jolene", der handler om et trekantsdrama imellem hende selv, hendes mand og en anden kvinde, "9 to 5", der blev soundtracket til filmen af samme navn og "I will always love you", der blev genoplivet, da Whitney Houston sang den i filmen "Bodyguard", har sikret hende mange millioner på kontoen.

Dolly Parton har også lavet gode investeringer, som for eksempel i Dollywood, hendes helt egen forlystelsespark, som man kan besøge i Tennessee, og hvor hendes jakke syet af gamle lapper hænger udstillet.

LÆS MERE: Dolly Parton: Mit nytårsforsæt holder aldrig

Ingen børn

Det eneste, Dolly Parton fortryder, er, at hun aldrig fik børn.

Som 38-årig fik hun fjernet livmoderen, hvilket gav hende en depression, og hun har senere udtalt, at hun stadig har dage, hvor hun ikke har lyst til at stå op om morgenen.

Hendes tro på Gud, som hun har beholdt fra barndommen, og hendes mand, Carl Dean, har været hendes støttepiller igennem livet og hjulpet hende videre.

Carl Dean, der ellers er meget sky, har kun overværet én enkelt af sin hustrus koncerter og er kun blevet fotograferet med hende 20 gang i løbet af de 50 år, de har været gift!

Dollys guddatter, den kendte sangerinde Miley Cyrus, afslører dog, at han vil stå på scenen med Dolly i forbindelse med deres guldbryllup til maj.

GALLERI: Dolly Partons farverige karriere

Læs mere om: