Hun er USAs nye vicepræsident: Bag om Kamala Harris

Kamala Harris
56-årige Kamala Harris, er Joe Bidens og USA's nye vicepræsident i USA.
Her er 10 ting, du måske ikke ved om hende:
1. Hun er datter af indvandrere. En indisk mor, Shyamala Gopalan, som er kræftforsker, og en en sort økonomiprofessor, Donald J. Harris, som kom til USA fra Jamaica. Forældrene blev skilt, da hun var barn. Men Kamala Harris kalder sig hverken indo-amerikaner eller afro-amerikaner, selv om hun er dybt rodfæstet i begge forældres kulturer. Hun gik både i en sort baptistkirke og et hindu-tempel. Hun plejer at identificere sig selv som en "stolt amerikaner".
2. Kamala betyder lotus på sanskrit og er også et andet navn for hindu-gudinden, Lakshmi, som er gudinden for velstand, lykke og skønhed.
Kamela Harris beundrer sin morfar
3. Hun besøgte ofte Indien som barn og kalder sin morfar, PV. Gopalan, et stort forbillede og et af sine favoritmennesker på Jorden. Som embedsmand kæmpede han for Indiens uafhængighed, mens hendes mormor, Rajam Gopalan, rejste rundt i landet og underviste de fattige i prævention. De opfordrede hende til at forfølge en karriere i offentlighedens tjeneste.
4. Hendes forældre mødtes i borgerrettighedsbevægelsen på Berkeley, Californien, hvor begge studerede på universitetet. De tog både Harris og hendes lillesøster, Maya, med til demonstrationer. "Min mor var udmærket klar over, at hun opdrog to sorte døtre. Hun vidste, at hendes nye hjemland ville betragte Maya og mig som sorte piger, og hun var fast besluttet på at sørge for, at vi udviklede os til at blive selvsikre, stolte, sorte kvinder", fortæller Kamala Harris i sin selvbiografi "The Truths We Hold".
5. Hun har en bachelor i statskundskab og økonomi fra Howard University i Washington DC. Universitetet er del af et netværk af sorte colleges og universiteter i USA. Herfra fortsatte hun på University of California, Hastings, hvor hun studerede jura.
Skriver historie
6. Hun valgte at blive offentlig anklager efter at have bestået sin juridiske embedseksamen. Hun avancerede til at blive ledende anklager i San Francisco, før hun blev valgt til hvervet som justitsminister i Californien. Hun blev dermed både den første sorte og den første kvindelige justitsminister i USAs største stat. "Det var en meget bevidst beslutning at blive anklager i stedet for forsvarer. Jeg er datter af forældre, der, ligesom mange i dag, gik på gaden og råbte på retfærdighed. Jeg ville prøve at ændre systemet indefra, hvor jeg ikke behøvede spørge om lov for at lave de nødvendige forandringer", har hun forklaret til New York Times.
7. Hun stillede selv op i demokraternes kandidatfelt til årets præsidentvalg. Hun annoncerede sit kandidatur den 21. januar 2019, men trak sig senere på året på grund af både dårlig økonomi og dårlige meningsmålinger.
8. Hendes søster, Maya, er også uddannet jurist og en politisk aktør. Hun er kommentator på tv-stationen, MSNBC, og før det én af tre seniorrådgivere på Hilary Clintons præsidentvalgkamp i 2016. Ligesom hun sidste år stod i spidsen for sin søsters forsøg på at blive demokraternes præsidentkandidat.
9. Hun er både den første sorte og første indo-amerikanske vicepræsidentkandidat i USAs historie. Men hun har allerede inden udnævnelsen skrevet historie som USAs første indo-amerikanske senator. Og hun er den kun anden sorte kvinde, som er blevet valgt til senatet.
10. Hun elsker perler og ses sjældent uden enten en dobbelt hvid perlehalskæde eller en enkeltstrenget kæde med sorte perler om halsen.
Få rabat på BILLED-BLADETKlik her og læs hvordan


Klik dig gennem galleriet for at læse om de 10 amerikanske førstedamer. Husk at klikke på den lille firkant øverst i højre hjørne for at læse hele teksten.


Jackie Kennedy (1929-1994)
USA’s 35. førstedame, 1961-63
Hun blev født Jacqueline Lee Bouvier, og i 1953 giftede hun sig med den 12 år ældre kongresmand John F. Kennedy. Da han blev præsident i 1961, satte Jackie gang i en omfattende restaurering af Det Hvide Hus, og hun blev kendt for at støtte amerikansk kunst og kultur ved at afholde ballet- og operaforestillinger i hjemmet. Jackie Kennedy huskes også især for sin sans for mode med forkærlighed for designere som Chanel og Christian Dior, og hun blev et kæmpe stilikon hos de amerikanske kvinder. Hendes tid som præsidentfrue sluttede brat den 22. november 1963, da John F. Kennedy blev skuddræbt, mens parret sad i en åben bil i Dallas. I 1968 giftede hun sig igen med den græske rigmand Aristotle Onassis.


Lady Bird Johnson (1912-2007)
USA’s 36. førstedame, 1963-69
På trods af at hun var født Claudia Alta Taylor, blev hun allerede fra barnsben kendt som Lady Bird – et kælenavn, hendes barnepige kaldte hende, og som fulgte hende resten af livet. Hun havde planer om en karriere i mediebranchen, da hun mødte manden i sit liv, Lyndon B. Johnson. Han var vicepræsident i 1963, da John F. Kennedy blev skudt, og kort tid efter rykkede Lyndon B. Johnson og Lady Bird ind i Det Hvide Hus som nyt præsidentpar. Med tiden beviste den nye førstedame, at hun var en stærk kvinde med en moderne tankegang, og hun blev den første præsidentfrue, som havde sine egne ansatte.


Michelle Obama (1964-)
USA’s 44. førstedame, 2009-2017
Der blev skrevet historie, da Michelle Obama i 2009 blev USA’s første afroamerikanske førstedame. Hun blev født Michelle LaVaughn Robinson i Chicago og var vokset op i et hjem, hvor der blev lagt stor vægt på uddannelse. Som 21-årig blev hun bachelor i sociologi, og tre år senere havde hun en doktorgrad i jura fra Harvard. I 1989 forelskede hun sig i Barack Obama, og i 1998 og 2000 fødte hun deres to døtre. Som førstedame gjorde hun sig især bemærket for sit arbejde med at forbedre unges uddannelser og var fortaler for fysisk aktivitet og sund kost hos børn og unge. Hun blev også et stilikon og et stærkt forbillede for kvinder, og hun er den eneste førstedame, der har prydet forsiden af Vogue to gange.


Pat Nixon (1912-1993)
USA’s 37. førstedame, 1969-1974
Som ung pige i Nevada var Thelma Catherine Ryan fast besluttet på, at hun ville blive til noget. Hun ændrede sit navn til Pat, da hun begyndte på universitet, og arbejdede hårdt ved siden af studiet. Senere fik hun job som gymnasielærer i Californien, og her mødte hun den unge advokat Richard Nixon. Pat Nixon blev USA's førstedame i 1969, og hun blev især kendt for at gøre Det Hvide Hus mere tilgængeligt for offentligheden, for at rejse verden rundt og for at samle på historiske genstande. I august 1974 sluttede hendes tid som førstedame, da Richard Nixon blev den første amerikanske præsident nogensinde, der måtte gå af før tid på grund af Watergate-skandalen.


Betty Ford (1918-2011)
USA’s 38. førstedame, 1974-77
Betty Ford, der oprindeligt var født Elizabeth Ann Bloomer i Chicago, havde et forlist ægteskab bag sig, da hun mødte advokaten Gerald Ford, som hun blev gift med i 1948. Parret fik fire børn, og da de flyttede ind i Det Hvide Hus i 1974, fik Betty en ny rolle som præsidentfrue. Hun tog udfordringen op ved at tale om kontroversielle emner i tiden som sex, abort og stoffer, og hun var en stor fortaler for kvinders rettigheder. Da tiden som førstedame var slut, erkendte hun offentligt, at hun var alkoholiker, og i 1982 stiftede hun behandlingsklinikken Betty Ford Center.


Rosalynn Carter (1927-)
USA’s 39. førstedame, 1977-81
Eleanor Rosalynn Smith havde egentlig planer om at læse til indretningsarkitekt, da hun i 1946 giftede sig med søofficeren James Earl ”Jimmy” Carter. Parret fik fire børn, og Rosalynn Carter hjalp med at drive familiens peanutfarm. I 1977 vandt Jimmy Carter præsidentvalget, og Rosalynn Carter var hans nærmeste rådgiver under valgkampen. Hun fortsatte med at være politisk aktiv i Det Hvide Hus og deltog bl.a. i en lang række kabinetsmøder og var stor fortaler for forskning i mental sundhed. Rosalynn Carter gjorde sig desuden bemærket som en noget sparsommelig førstedame, der ikke gik op i designertøj. Efter 1981 fortsatte hun et aktivt liv og har skrevet flere bøger.


Nancy Reagan (1921-2016)
USA’s 40. førstedame, 1981-89
New York-fødte Anne Frances Robbins havde succes som skuespillerinde i Hollywood under navnet Nancy Davis, da hun i 1949 mødte den 10 år ældre skuespiller Ronald Reagan. Han fik politiske ambitioner og skiftede skuespillet ud med et job som guvernør i Californien, inden han blev valgt til præsident i 1981. Med titlen som førstedame gjorde Nancy Reagan sig især bemærket for sin luksuriøse stil, der blev sammenlignet med Jackie Kennedys. Hun var gennem sin mands otteårige præsidentperiode en trofast støtte, også da han blev såret i et attentatforsøg. Hun stod stadig ved sin mands side, da han i 1994 fik konstateret Alzheimers – en sygdom, han døde af i 2004. Nancy døde 12 år senere, 94 år gammel.


Barbara Bush (1925-2018)
USA’s 41. førstedame, 1989-93
Barbara Pierce var kun 16 år, da hun i 1941 mødte sin kommende mand, George Herbert Walker Bush. Hun brugte de følgende år på primært at være hustru og mor, mens hendes mand gjorde karriere i oliebranchen. I 1989 vandt han præsidentvalget, og som førstedame adskilte Barbara Bush sig tydeligt fra sin forgænger, Nancy Reagan, når det gjaldt tøjstilen, der var mere praktisk end dyr. Hun tog desuden en traditionel tilgang til sin nye rolle, som betød, at hun ikke blandede sig i de politiske beslutninger. I 2011 blev hendes søn George W. Bush valgt til præsident. Dermed er Barbara Bush den eneste kvinde udover Abigail Adams, som både har været hustru og mor til en amerikansk præsident.


Laura Bush (1946-)
USA’s 43. førstedame, 2001-2009
Laura Lane Welch arbejdede som folkeskolelærer, da hun som 31-årig i 1977 mødte den jævnaldrende oliemand George Walker Bush til en barbecuefest. I 1981 blev de forældre til tvillingepigerne Barbara og Jenna, og Laura Bush droppede derefter sin karriere og blev hjemmegående husmor. I 2001 blev George W. Bush valgt til præsident, og hermed kunne fru Bush nu kalde sig USA’s nye førstedame. Den stille og indadvendte kvinde var en stor modsætning til den politisk aktive Hillary Clinton før hende. Laura Bush foretrak at stå i baggrunden og lade sin mand føre ordet, men hun vandt stor popularitet for sin mere traditionelle tilgang til rollen som førstedame.


Hillary Clinton (1947-)
USA’s 42. førstedame, 1993-2001
Allerede som ung pige i Chicago havde Hillary Diane Rodham en brændende interesse for politik. Hun læste statskundskab og senere jura på Yale, og det var her, hun mødte Bill Clinton. I 1992 bakkede hun op om Bill, da han stillede op som præsidentkandidat, og året efter flyttede parret ind i Det Hvide Hus. Hun var den første præsidentfrue, der havde en kandidatgrad og en professionel karriere i bagagen, og hun involverede sig aktivt i den politiske udvikling. I 2000 blev hun den første kvindelige senator i New York, og i 2008 kastede hun sig ind i præsidentvalgkampen, men tabte til Barack Obama. Hun blev udenrigsminister i 2009, og i 2016 gjorde hun endnu et forsøg på at blive Vestens mest magtfulde kvinde – en kamp, hun tabte til Donald Trump.