
Melania Trump vakte opsigt med mærkværdigt stilvalg: Nu trækker hun overskrifter igen med nyt billede

Under indsættelsen af præsident Donald Trump, som fandt sted i sidste uge, vakte Melania Trump opsigt.
For her havde hun valgt en meget iøjnefaldende sort-hvid hat til lejligheden med en stor skygge.
Den gik helt ned over hendes øjne og kom i vejen, da Donald Trump forsøgte at give hende et kindkys.
Blot en uge senere trækker Melania Trump overskrifter igen, idet der er blevet taget et nyt officielt portræt af førstedamen, som hun har delt på sin Instagram.
Ifølge flere medier blandt andre BBC, Hello Magazine og Fox News skiller billedet sig markant ud fra det portræt, der blev taget af hende for fire år siden, da hun første gang fik titlen.
Det nye billede er i en sort-hvid farveskala, og Melanie Trump er iført et mørkt jakkesæt og lys skjorte, mens hun hviler hænderne på et bord og kigger direkte ind i kameraet med et stålfast blik.
Billedet er taget den 21. januar, dagen efter Donald Trumps indsættelse, skriver BBC.
Sidste gang var portrættet af Melania Trump i farver, og hun smilede på billedet. Generelt havde billedet et mere blidt udtryk, end det nye portræt.

Derudover adskiller det nye portræt sig også fra tidligere billeder af førstedamer, hvor Jill Biden og Michele Obama er blevet portrætteret i farver.

