Rørende sølvbryllupshilsen: Barack Obama erklærer sin store kærlighed til Michelle
Barack Obama, 56 år, fortryder mildest talt ikke, at han for 25 år siden gav sit ja til Michelle Obama, 53 år. Og vice versa.
Parret kunne tirsdag fejre sølvbryllup, og Michelle markerede dagen ved at lægge et bryllupsfoto op på Instagram og skrive: "Et kvart århundrede senere er du stadig min bedste ven og den mest ektraordinære mand, jeg kender".
DEJLIGE BILLEDER:Derfor kommer vi til at savne Barack Obama
Svaret lod ikke vente længe på sig. Den tidligere førstedame opholdt sig i Pennsylvania, hvor hun deltog i en konference. Hun blev interviewet på scenen, da hendes mand pludselig dukkede op på en storskærm i en videotransmitteret hyldest til sin kone, skriver Vanity Fair.
Barack Obama: Du har været en utrolig partner
- Hej elskede. Du har ikke bare været en utrolig partner, du har ikke bare været en fantastisk ven, én som altid kan få mig til at grine, én som altid sørger for, at jeg følger den vej, jeg tror er den rigtige. Du har også været et forbillede for vores døtre og for hele landet, indledte den tidligere præsident.
- Din styrke, din ære, din beslutsomhed, din ærlighed, og det faktum, at du ser så godt ud, mens du gør alt, hvad du gør .., alt dét er overvældende. Det er ikke mærkeligt, at når folk lærer dig at kende, bliver de forelskede, sådan som jeg blev det, da jeg mødte dig. Det er i sandhed min bedste beslutning nogensinde, at jeg var så ihærdig med at invitere dig på en date, og som du til sidst takkede ja til. Og jeg håber, du har det på samme måde, sluttede Barack Obama sin to minutter lange tale.