Se Michelle Obama på Den kinesiske mur med døtrene
Mens præsident Barack Obama holder skansen hjemme i Washington, er hans piger på eventyr langt væk hjemmefra. Hans hustru, Michelle Obama, og deres to døtre, Sasha, 12, og Malia, 15, er nemlig på besøg i Kina.
Trekløveret lagde for første gang vejen forbi landets længste turistattraktion, Den kinesiske mur - og Michelle postede straks et familiefotos på Twitter med ordene "Deler et øjeblik på Den kinesiske mur" og "Simply breathtaking". Se et af billederne her.
Michelle og døtrene landede i Kina i torsdags og er godt halvvejs gennem deres ugelange rejse, der fokuserer på vigtigheden af uddannelse. Michelle håber desuden at fremme kultureludveksling mellem USA og Kina.
Ifølge Hello Magazine tog Michelle Obama et dristigt skridt under sit besøg på Peking Universitet, da hun diskuterede ytringsfrihed og censur på nettet. Foran ca. 200 studerende talte Michelle varmt for værdien af studier i udlandet og opfordrede til mere frihed i et land, hvor det kinesiske styre har blokeret for adgangen til sociale medier som Twitter og Facebook.