Tillykke: Michelle og Barack Obama fejrer sølvbryllup
Den 3. oktober 1992 gav det unge par, Michelle Robinson og Barack Obama, hinanden deres "Ja!" i Trinity United Church of Christ i Chicago. Ingen kunne den dag vide, at de to 17 år senere som Mr. og Mrs. Obama ville rykke ind i Det hvide hus. Han som USAs præsident; hun som landets førstedame.
På bryllupsdagen fulgte brudens bror hende til alters - og gommens bror var forlover. Efter vielsen blev der holdt reception i South Shore Cultural Center. Michelle, der er inkarneret fan af Stevie Wonder, havde selvfølgelig valgt sangerens "You and I" som musik til de nygiftes første dans. Efter festen tog parret på bryllupsrejse til Californiens kyst.
Michelle blev behageligt overrasket
Parret mødtes første gang i 1989, da Barack Obama arbejdede som første-års jurastuderende i advokatfirmaet Sidley & Austin i Chicago - og Michelle Robinson var den advokat i firmaet, som havde fået til opgave at skulle være vejleder for den nye unge studerende. Alle i firmaet havde hvisket om den højt begavede studerende fra Harvard Universitetet - så Michelle forventede, at han ville være nørdet, mærkelig og kedelig.
- Men jeg blev taget af hans charme. Jeg var behageligt overrasket over, hvordan han viste sig at være, har hun siden fortalt.
Prøvede at afsætte Obama til veninderne
På grund af deres arbejdsrelation forsøgte Michelle i starten at koble Barack sammen med sine veninder - men halvvejs inde i den første sommer inviterede Barack Obama hende for første gang ud.
Den første date tilbragte de på et kunstmuseum, gik en tur ned ad Michigan Avenue og sluttede af i biografen.
- Det virkede. Han tog totalt pusten fra mig, har Michelle senere fortalt.
Herefter kender de fleste historien. Frøken Robinson blev fru Obama. Den nørdede student blev præsident for verdens mest magtfulde land - og tog det meste af verden med sin charme. Akkurat som han havde taget Michelle. Den 3. oktober 2017 kan det stadigt populære par fejre sølvbryllup.