Aneke Rune måtte lyve: Holger Rune nægtede at deltage i børnefødselsdage
Holger Rune ville kun én ting som barn.
Han ville spille tennis, så han kunne blive den bedste i verden til sportsgrenen.
Men det gik udover nogle andre ting – for eksempel børnefødselsdage. Det fortæller Holger Runes mor, Aneke Rune, i interview med TV 2, hvor hun afslører, at hun i starten følte sig nødsaget til at lyve, når hun skulle melde afbud til fødselsdagene.
– I begyndelsen fortalte jeg ham, at det var han nødt til, når han var inviteret. Men han ville ikke. Han insisterede på, at han bare ville spille tennis, så jeg var nødt til at ringe og give forskellige undskyldninger, fordi jeg ikke syntes, at vi kunne tillade os det, fortæller Aneke Rune i interviewet med TV 2.
Til sidst indså Aneke Rune, at der ikke var noget at gøre – så hun begyndte at fortælle sandheden, når hun skulle melde afbud til fødselsdagene – og det blev en stor lettelse.
Den blot 20-årige Holger Rune har netop spillet Australian Open, hvor han måtte se sig slået af franskmanden Arthur Cazaux.