Björn Borg støtter sin søn Leos tennis-ambitioner

Björn og Leo Borg

Foto: AOP

Bjørn Borgs yngste søn Leo viser store tennistalent og har vundet de svenske mesterskaber i single- og double for U14.

Søndag, 22. oktober 2017 - af Dorte Quist

Björn Borg er en af verdens største tennislegender, og for nyligt blev hans 14-årige søn Leo Borg svensk tennismester i single og double.

Noget der glædede han far, som i den anledning fortalte til den svenske avis Expressen om, hvordan han har det med sønnens tennisambitioner.

Björn Borg slog igennem som 17-årig

Björn Borg fik selv sit store gennembrud som ganske ung og var i slutningen af 70'erne verdens mest berømte tennisspiller. I dag er han stadig et forbillede for mange unge tennisspillere - men for Björn Borg er det i dag rollen som tennisfar, der fylder mest.

Presser ikke på

Sammen med hustruen, Patricia, følger Björn Borg tæt med i Leos træning og kampe, men han sørger også for at holde en behørig afstand til sønnens interesse for tennis.

- Vi forsøger ikke at skubbe eller presse Leo til noget. Men han brænder for tennis og vil spille hele tiden. I stedet støtter vi ham og forsøger at hjælpe ham, når han har brug for det. Det er sådan forældre skal bakke op om deres børns sportsinteresse, fortæller Björn Borg til Expressen.

Hjælper andre forældre

Björn og Patricia Borg har under EuroElite i Sverige skabt kurser, der skal lære forældrene, hvordan man bedst kan guide sine talentfulde børn, og det er der stort behov for over hele verden og indenfor mange sportsgrene, mener tennislegenden.

Med sin enorme viden om tennis kunne Björn Borg sagtens give både sønnen og hans træner en masse gode råd, men han fortæller, at han kun giver råd, når han bliver spurgt. 

- En gang gav jeg Leo et råd om en ting, men han sagde til mig: "Papa, du aner jo ikke, hvad du taler om"!