David Beckham og sønner smurt ind i slim
Da David Beckham og hans to yngste sønner ankom til Nickelodeon Kids’ Choice Sports Awards i Los Angeles torsdag, var de en præsentabel trio i pænt tøj og med håret sat til perfektion.
Sådan så de dog ikke ud, hvis man spolede et par timer frem. Under prisuddelingen skulle Beckham-sønnerne Romeo, 11, og Cruz, 9, nemlig overrække prisen Legend Award til deres far på scenen.
Den 39-årige fodboldspiller havde netop modtaget statuetten med sønnerne ved sin side, da de blev oversprøjtet med guldslim, som med ét gjorde alle tre uigenkendelige.
Følg jeres drømme
Det så dog ud til, at David Beckham og drengene tog det hele med et smil, og forinden havde sportsstjernen netop takket for prisen.
- Da jeg var ung, var min drøm at blive professionel fodboldspiller. Hvis du har drømme og tror på dig selv, kan dine drømme blive til virkelighed. Tusind tak, sagde David Beckham ifølge Just Jared i sin takketale.