10. jun. 2021
Af Ulrik Ulriksen

Godt nyt for Schmeichel & Co.: Nu bliver der EM-larm i Parken

Christian Eriksen, Simon Kjær og Kasper Schmeichel
Christian Eriksen, Simon Kjær og Kasper Schmeichel
Foto: Jesper Sunesen
For det danske herrelandshold i fodbold er der nu ekstra meget at se frem til, når de går på banen til EM-kampene i Parken.

Genåbningsaftalen, der blev indgået tidligt torsdag, tillader flere tilskuere til de kommende EM-kampe i fodbold, og det er noget, som Danmarks landshold anført af målmand Kasper Schmeichel, midtbanestrategen Christian Eriksen og forsvarsgeneralen Simon Kjær kan glæde sig rigtig meget over.

Det er dog først og fremmest godt nyt for danske roligans.

Schmeichel og Eriksen glæder sig

Regeringen er med opbakning fra et flertal af Folketingets partier som led i en aftale om yderligere genåbning blevet enige om, at der nu kan lukkes 25.000 tilskuere ind til landsholdets første EM-kamp mod Finland på lørdag klokken 18.00.

Og så kunne der i teorien for Schmeichel & Co. og alle andre danskere blive sat ekstra tryk på ”Der er et yndigt land”, ligesom de fælles rød-hvide brøl undervejs i kampen kunne bliver ekstra potente og blæse finnerne helt bagover.

Det er dog rent praktisk en meget vanskelig opgave at udvide antallet af tilskuere til 25.000 med så kort varsel, og faktisk melder Dansk Boldspil Union her til morgen ud, at det ikke kan lade sig gøre at lukke hele 25.000 tilskuere ind allerede til på lørdag.

Det oplyser administrerende direktør i DBU Jakob Jensen til TV2 News.

Til gengæld arbejdes der på højtryk for at fylde Parken mere op til de to sidste gruppekampe.

Det ser godt ud

Det hævede tilskuertal til 25.000 er næsten 10.000 flere i forhold til det nuværende tilskuerloft på 15.900, og det betyder altså, at de danske spillere sandsynligvis får 25.000 tilskuere i Parken til de to EM-hjemmekampe mod Belgien og Rusland.

Danmarks to sidste gruppekampe spilles torsdag 17. juni og mandag 21. juni.

Masser af plads i Parken

For at få adgang til Parken er fremvisning af et gyldigt coronapas fortsat en betingelse.

Med 25.000 fans på tribunerne er der stadig masser af plads til at svinge med Dannebrog og vifte med armene i Parken, som har plads til 38.000 tilskuere under normale omstændigheder.

Læs mere om: