Jonas Vingegaard er landet: Bemærkede du detaljen i lufthavnen?
Jonas Vingegaard er netop landet i Københavns Lufthavn og er nu på vej ud på ruten gennem København.
Da hans privatfly nærmede sig lufthavnen for kort tid siden, var det med eskorte af to af militærets F16-fly.
Da flyet, der i dagens anledning har fået en gul vinge med Jonas Vingegaards navn påtrykt, var landet, taxiede det hen til den ventende modtagekomité.
Først modtog lufthavnen Vingegaard med en æresport af vand henover flyet, og da det taxiede det sidste stykke, før det holdt stille, blev det vinket på plads af en medarbejder, der i dagens anledning benyttede to dannebrogsflag til at signalere til flyets pilot.
Herefter kunne der lægges bremseklodser ved flyet landingshjul og kort efter åbnede Jonas Vingegaard flydøren og kunne sætte sine fødder på dansk jord for første gang i næsten fire uger.
Forude venter en dag med hyldest på Københavns Rådhus og derefter hyldest i Tivoli.