Rørt til tårer: Cecilie Uttrup Ludwig vinder etape i Tour de France
I årets udgave af Tour de France vandt de danske herreryttere hele fire flotte etapesejre – og nu fortsætter den danske succes i Tour de France Femmes, som er kvindernes udgave af verdens største cykelløb.
Tirsdag sejrede Cecilie Uttrup Ludwig nemlig på 3. etape af det prestigefyldte cykelløb.
Cecilie Uttrup kørte først over stregen iklædt den rød-hvide dannebrogstrøje, som hun kører i, da hun blev dansk mester tidligere på året.
Efter etapesejren var Cecilie Uttrup Ludwig rørt til tårer.
- Årh, for helvede. Jeg er bare så glad. Det var bare sådan en lortedag i går, og så kommer vi fandeme igen. Vi kæmper, og det var fandeme fedt. Også for mine holdkammerater, der bare var så gode. De troede bare på mig. Det er en god dag i dag, sagde en meget berørt Cecilie Uttrup Ludwig til TV 2 SPORT efter sejren.
Tour de France Femmes køres frem til søndag den 31. juli.