Svimlende høje tal: Rekordmange fulgte håndboldgyseren
Vanvittige scener udspillede sig onsdag aften i kvartfinalen mellem Danmark og Egypten. Men efter en tæt kamp, to gange forlænget spilletid og en straffekastkonkurrence kunne de danske håndboldherrer endelig juble over sejren.
Hjemme i stuerne har nerverne også siddet helt uden på tøjet under den nervepirrende kamp, og der var da også rekordmange, der så med.
Håndboldherrerne samler danskerne
I en tid hvor vi skal holde os hver for sig er håndboldherrerne nemlig nogle af dem, som gennem de sidste uger har formået at samle danskerne.
For selvom kampen blev sendt allerede fra klokken 17.30, blev det den hidtil mest sete kamp under VM i Egypten hidtil. Ifølge TV 2 var der i gennemsnit 1.733.000 som fulgte kampen, og i de afgørende minutter var der endnu flere, der så med.
Klokken 19.46, hvor de afgørende minutter af straffekastkonkurrencen fandt sted, var der svimlende 2.108.000, som så med. Det er yderst sjældent, at seertallene herhjemme når så højt op.
Inden onsdag aften var den hidtil mest sete VM-kamp herhjemme opgøret mod Kroatien, som blev sendt mandag aften. Her var der ifølge Kantar Gallup 1.627.000, der fulgte med hjemme foran tv'et.
De danske håndboldherrer skal i kamp igen fredag, hvor de møder Spanien i semifinalen.