11. apr. 2018
Af Casper Nielsen

Cirkusrevyen dropper de kongelige parodier

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/20180410_jsu4027.jpg
Foto: Jesper Sunesen
I respekt for kongehuset kommer Ulf Pilgaard ikke til at optræde som dronningen i årets udgave af Cirkusrevyen.

Cirkusrevyens medlemmer præsenterede tirsdag deres fødder i cement. Den årlige tradition, der markerer, at Cirkusrevyen på Bakken i Klampenborg snart har premiere.

Nærmere bestemt den 17. maj, men i år bliver det uden kongelige parodier.

Cirkusrevyen får folk til at grine

- Vi er rigtig langt, og jeg tror, det bliver en god revy. Men der kommer ikke noget kongeligt. Vi har respekt for det, der er sket, så det lader vi ligge, siger instruktør Lisbet Dahl med reference til prins Henriks død tidligere i år.

- Cirkusrevyen har aldrig behandlet kongehuset ondskabsfuldt, men sjovt nok til, at de altid selv er kommet herud for at grine, supplerer Ulf Pilgaard.

Ulf Pilgaard understreger, at der er masser andet at tage fat på, fordi der er så mange andre, der i årets løb ”har stukket snotten frem”, som han siger.

Den politiske situation på dagsordenen

Så den politiske situation bliver som altid kommenteret, og der er nok af stof at tage fat på.

– En stor revy som Cirksurevyen klarer sig ikke kun med sjov og pjat, men har også brug for tekster med substans og bid, og det har vi allerede nu på plads, siger Ulf Pilgaard.

Cirkusrevyen har indtil videre solgt 101.398 billetter, og udover Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard er Henrik Lykkegaard, Niels Ellegaard samt den revydebuterende Amalie Dollerup også med på scenen.

Læs mere om: