Stig Rossen får hovedrolle i musicalklassikeren Chess

Stig Rossen

Stig Rossen

Foto: Krestine Havemann

Stig Rossen og Xenia Lach-Nielsen står i spidsen for et stort ensemble, når "Chess" for første gang opføres på dansk.

Fredag, 31. marts 2017 - af Helle Skram de Fries

Stig Rossen og Xenia Lach-Nielsen er sammen med et stort ensemble i succesmusicalen "Chess", der for første gang opføres på dansk i en professionel opsætning.

Abonnement på BILLED-BLADETSe alle vores tilbud her!

Abonnement på BILLED-BLADET
Se alle vores tilbud her!


Der er premiere i Tivolis Koncertsal d. 19. januar 2018, og musicalen skal også på danmarksturné til Aarhus, Odense, Vejle og Holstebro.

Og allerede nu er det muligt at sikre sig billetter.

Perlerække af hits

Perlerækken af hits som ”I Know Him So Well”, ”One Night in Bangkok”, ”Heaven Help My Heart” og ”Anthem” vil blive sunget af en række af landets bedste sangere i de bærende roller og for første gang på dansk, oplyses det i en pressemeddelelse.

Efter premieren i Tivolis Koncertsal kommer forestillingen på turné til Musikhuset Aarhus, Vejle Musikteater og Musikteatret Holstebro.

Og i Odense bliver "Chess" den første store musical i det nyindviede koncerthus ODEON.

Skabt af ABBA-drengene

"Chess" er skrevet af ABBA-drengene Björn Ulvaeus og Benny Andersson i samarbejde med Tim Rice, og musicalen fik verdenspremiere i 1986 på West End i London.

Herhjemme har den også været en succes i 2001 som en danmarksturné med Stig Rossen og et internationalt cast produceret af Mikkel Rønnow og Stig Rossen, og i 2012 på Aarhus Teater med bl.a. Maria Lucia på rollelisten.

Stig Rossen skal spille sin gamle glansrolle som den russiske skak-mester Anatoly – men denne gang synge på dansk.

Skuespiller Xenia Lach-Nielsen har rollen som Florence. Hun har spillet et væld af roller i musicals og musikteaterforestillinger siden sin sceniske debut i ”Hair” på Betty Nansen Teatret i 1995.

Foto: Lars H. Laursen