6. mar. 2014
Af Karina Didriksen

Angela Lansburys bøn til kongefamilien: Gå mere i teateret

Angela Lansbury.
Angela Lansbury.
Foto: AOP
”Hun så et mord”-stjernen mener ikke, at dronning Elizabeth og hendes familie bakker nok op om britisk teater.

Hvis det stod til 88-årige Angela Lansbury, så skulle den britiske kongefamilie begynde at gå mere i teateret.

Til april bliver ”Hun så et mord”-skuespilleren slået til ridder på Windsor Castle, og hun modtager derved titlen Dame Angela Lansbury.

I den forbindelse håber hun, at de britiske royale vil sætte gang i en teater-trend.

- Jeg ville ønske, at de kongelige gik mere i teateret, for det ville give vores kulturelle liv et voldsomt løft. Måske vil den yngre generation – prins William og hans skønne hustru – få en vane med at gå mere i teateret. Det håber jeg i hvert fald, fortæller Angela Lansbury til Express.

Imponeret over dronningen

Hun er kun et par måneder ældre end den britiske monark, og hun håber, at hun kan overbevise dronningen om, at hun skal komme og se hende i teaterstykket ”Blithe Spirit”.

- Det ville være vidunderligt. Vi arbejder ikke inden for den samme profession, men vi har begge været genstand for mediernes interesse, og jeg ved, hvor trættende det kan være, udtaler Lansbury og tilføjer:

- Jeg har fulgt mere med i dronningens liv, som jeg er blevet ældre, og jeg er enormt imponeret over, hvad hun har opnået. Hendes ekstraordinære hengivenhed over for sit arbejde er noget, jeg bifalder, forklarer skuespilleren.

Angela Lansbury spillede rollen som Jessica Fletcher i TV-serien ”Hun så et mord” fra 1984-1996.

Læs mere om: