13. jun. 2012
Af af Annemette Krakau

BILLED-BLADET mødte gudesmuk Eva Longoria

Eva Longoria
Eva Longoria
Foto: AOP
Den blændende "Desperate Housewives"-stjerne svarede på spørgsmål ved TV-festivalen i Monte Carlo.

Iført tårnhøje, pink stilletter med ankelrem, en mintfarvet, mønstret stramtsiddende kjole, hestehale, olivenhud og gnistrende sorte øjne, indtog Eva Longoria i den grad scenen i Monte Carlo i Monaco, hvor der i disse dage er TV-festival. Og den lillebitte, ultratynde mega-stjerne, befandt sig helt åbenlyst som en fisk i vandet, da hun holdt pressekonference for en indbudt skare af presse fra hele verden - heriblandt BILLED-BLADET.

Eva Longoria har netop sagt farvel til "Desperate Housewives" efter otte sæsoner, og hun afslørede, at den aften, hvor holdet lukkede og slukkede på Wisteria Lane, var noget af det værste med rigtig mange tårer undervejs. "Vi græd og græd, snakkede, grinede, tænkte tilbage og græd igen. Det var meget emotionelt og så trist. Det var frygteligt at sige farvel til Gabrielle, for hun har været så stor en del af mit liv i så lang tid. Men alle var glade for slutningen, det var helt fantastisk, som det var skruet sammen, sagde Longoria, der også slog fast, at der ikke kommer en "Desperate Housewives - the Movie".

- Nej. Dét gør der ikke. Vi har lavet 23-25 episoder af serien i otte sæsoner. Det må være det, sagde Longoria med et smil og fast stemme.

- Det er så dejligt at være en fri fugl. Når man er med i så stor en TV-produktion, er man en del af en maskine. Det er et helårs-job, hvor man ikke kan planlægge andet. Jeg kunne ikke planlægge at rejse fra Los Angeles, når jeg ville, alt skulle times. Jeg har ønsket at være med her i Monte Carlo i otte år, men først nu har det kunnet lade sig gøre, sagde Eva Longoria og lyste op i et smil, der blændede ned på bagerste række.

Den sexede stjerne fik til sidst spørgsmålet: "Hvornår føler du dig mest smuk"?

- Lige efter et bad, når jeg kommer ud, bare har badekåbe på og sætter mig i sengen og ser TV, svarede hun.

Læs mere om: