21. feb. 2021
Af Malan Joensen

Carol Potters favoritafsnit i Beverly Hills: Jeg fik lov at flirte med en anden

Cindy Walsh, spillet af Carol Potter, og familien Walsh i "Beverly Hills 90210".
Cindy Walsh, spillet af Carol Potter, og familien Walsh i "Beverly Hills 90210".
Fotomontage: MEGA
Brandon og Brendas mor Cindy Walsh blev spillet af Carol Potter.

For skuespilleren Carol Potter, 72, blev det til hele 147 afsnit kultserien i "Beverly Hills 90210" som Cindy Walsh.

Mrs. Walsh var de unges faste klippe og store støtte i en omskiftelig 1990'er-tilværelse, hvor navigeringen mellem skole, penge, følelser og forventninger ikke altid var lige nem.

Som regel ser man Cindy Walsh i det hyggelige køkken hjemme i "Casa Walsh" eller ude i haven, men der er et afsnit, hvor hun får lov at spille en meget større rolle.

Det er i sæson 1, afsnit 8, med titlen "The 17 Year Itch". Her møder Cindy en gammel flamme, der pludselig får hende til at tvivle på forholdet til Jim.

Adspurgt om, hvilket afsnit Carol Potter holder mest af i serien, er det netop også dette, fortæller hun i podcasten "9021OMG".

"17 year itch! Jeg fik lov at flirte med en anden og ha' et dilemma," fortæller Carol Potter og tilføjer:

"Vi fik også lov at gå meget rundt i Venice."

Optagelserne fandt i øvrigt sted så sent som aftenen før Carol Potters bryllup med Jeffrey Josephson, der ifølge imdb.com var den 20. oktober 1990.

Carol Potter fortæller i podcasten, at produktionsholdet gav besked om optageplanen, der for dette afsnits vedkommende involverede mange flere scener med hende end normalt, relativt sent ift. bryllupsplanerne, men man løste det ved at bytte rundt på optagelser fra flere forskellige afsnit, så hun stadig kunne nå sit bryllup om lørdagen.

Læs mere om: