
Da alvoren pludselig gik op for Mette Frisk, væltede følelserne frem i Forsvundne arvinger

Mette Frisk havde stået der før.
På stranden i Costa Rica klar til at iføre sig svømmefødder, snorkel og dykkerudstyr.
Men denne gang var anderledes.
For nu var hun der i forbindelse med sit arbejde som vært på ”Forsvundne arvinger”, hvor hun var i gang med at skyde scener til specialudgaven ”Forsvundne arvinger: Mysteriet om slaveskibene”.
Sammen med den danske marinarkæolog, Andreas Kallmeyer Bloch, og en gruppe lokale dykkere skulle Mette Frisk ned i havets dyb og undersøge vragrester fra skibe, som man mistænkte, var to danske slaveskibe fra 1700-tallet og som muligvis gemte på en mørk side af danmarkshistorien.
Der var altså mere på spil end at dykke efter hajer og havskildpadder, som hun havde gjort mange gange før i præcis samme område. Og selvom det var 20 år siden, at hun sidst havde været under havets overflade med en dykkerflaske på ryggen, afskrækkede det hende ikke.
– Da jeg først kom i vandet, var det ligesom at cykle. Kroppen glemmer ikke, fortæller hun.
Inden Mette Frisk og de andre steg ombord på den båd, som skulle sejle dem længere ud på havet til skibsvragene, tog en af costaricanerne ordet.
– Lad os holde et minuts stilhed for de mennesker, der kom hertil, for deres efterkommere og for de chancer, de ikke fik, lyder det i programmet.

Mette Frisk stod sammen med de andre i en rundkreds og holdt et minuts stilhed.
I det øjeblik gik alvoren op for Mette Frisk, og hun blev tydeligt berørt af situationen.
– Jeg var så forventningsfuld og havde glædet mig enormt meget. Jeg bliver berørt over, at jeg havde stået og været helt barnligt spændt, og da der blev holdt et minuts stilhed, blev der manet til eftertænksomhed. Det er jo reminiscenser fra menneskelivet, som er derude. Jeg bliver mindet om, at vi 300 år senere står og er i gang med at opklare mysteriet om, hvad der skete med alle de her mennesker ombord på skibene? Er det de rigtige skibe? Og hvad var det for et drama, der foregik dengang?, forklarer hun.
For ude på havets bund lå der noget, som kunne vise sig at have afgørende betydning for afrocostaricanerne og for danmarkshistorien.
I årevis har mange fra befolkningsgruppen af afrocostaricanere nemlig følt sig marginaliseret i Costa Rica, og helt frem til 1949 blev de nægtet statsborgerskab og stemmeret, fortæller Mette Frisk i programmet.

Hun håbede på, at hun kunne være med til at give dem vished om deres ophav. For gennem årene har der floreret mange myter om, hvad der var sket på skibene, og hvorfor afrocostaricanernes forfædre havde slået sig ned i Costa Rica.
Derfor var Mette Frisk også fuld af begejstring, da resultaterne fra prøverne af skibsvragrene viste, at de kom fra Danmark.
– Det var derfor, vi var taget afsted. Det var fordi, vi håbede på det resultat. Og det havde jo kæmpe betydning, fordi det betød, at i det øjeblik, det blev dokumenteret, at det var de danske skibe, åbnede der sig et kæmpe dokumentspor i Rigsarkivet, vi kunne gå videre med.
– For det viser sig, at der her været flere retssager om skibene, der er blevet sendt breve frem og tilbage, og der er flere vidnesbyrd om, hvad der er sket med folk ombord, fortæller Mette Frisk.
Resultaterne gav dem altså nye spor, som kunne hjælpe dem videre i deres søgen efter efterkommere.
Du kan se "Forsvundne arvinger: Mysteriet om slaveskibene" hver mandag klokken 20.00 på DR eller på DRTV.
