
Jesper Buch og Christian Stadil gør comeback: Men der er mere nyt i Løvens hule

DR har efterhånden lavet hele 10 sæsoner af ”Løvens hule”, og nu er der en ny omgang på vej.
Det røber kanalen i en pressemeddelelse.

Noget af det, der springer i øjnene, er, at der er comeback til to ”gamle” løver. For investorerne Jesper Buch og Christian Stadil er tilbage.
- De sidste to år har jeg tusindvis af gange i mit daglige virke – professionelt eller i fritiden – fået at vide, at vi savner dig i ’Løvens Hule’. Jeg har været med til at bygge det brand op. Jeg elsker ’Løvens Hule’ og den gode investering. Når så mange siger det, så har massen talt. Det er ikke et ønske fra min side om at få en større portefølje – det kommer så, når jeg er med. Jeg får mere ud af at give end at tage, så når jeg kan give nogle fede timer foran skærmen, så er det mit kald. Og det er ikke bullshit, fortæller Jesper Buch, der var med i otte sæsoner frem til 2023.
Men der er faktisk endnu mere nyt om DR-programmet.
For der er nemlig også en ny investor med på teamet. Det er Lis Beck, der blandt andet er medstifter af brandet Beck Söndergaard, som hun solgte majoriteten af til en kapitalfond og siden har købt tilbage.
Det krævede en smule overtalelse for hende at deltage i programmet.
- Jeg er iværksætter og har været med til at bygge et brand helt fra bunden. Jeg ved, hvor vigtigt det er at have nogen at lade sig inspirere af – ’hvis hun eller han kan, så kan jeg også’. Derfor vil jeg gerne være med til at inspirere flere kvinder til at kaste sig ud i iværksætteri og bygge virksomheder. Jeg kender mange dygtige og modige iværksættere, og vi har brug for at se flere, der går foran og bidrager med forskellige perspektiver. Det handler om at skabe balance i samfundet og anerkende værdien af mangfoldige kompetencer og tilgange. I en overvejende klassisk maskulin forretningsverden karakteriseret ved mange jakkesæt kan jeg repræsentere en mere farverig, kreativ profil.
Seerne kan dog også glæde sig til et gensyn med Nikolaj Nyholm, Louise Herping Ellegaard, Morten Larsen, Anne Stampe og Tahir Siddique.

Dermed er det også det største panel i antal, der nogensinde har været med i ”Løvens hule”.
Programmet har premiere 12. februar.



