Onsdag, 20. juli 2022 - af Helle Skram de Fries

Triste tårer trods imponerende vægttab hos Søren fra Fede Forhold

Foto: Sanne Holmgaard Christophersen/DR
Den store, stærke jord- og betonarbejder fra DR 1-serien kunne ikke styre følelserne.

Der var lutter jubel og stolthed hos den 46-årige Søren Larsen, da hørte sit vægttab.

Med en vægtnål, der stoppede ved 110 kilo, har Søren Larsen reduceret sin vægt med hele 21 kilo.

Et vægttab, der imponerer kostekspert Daniel Knaap ved kontrolvejningen i program 3 af fjerde sæson af ”Fede Forhold”, der blev sendt 20. juli kl. 20.

Vil ikke tale om følelser

Et andet problem Søren Larsen slås med er uviljen til at tale om svære ting og om sine følelser.

Foto: Sanne Holmgaard Christophersen/DR

Det går især hans kone, 42-årige Maria Schøder på.

”Jeg ville sådan ønske, han kunne få nogle redskaber til vores kommunikation”, fortæller Maria i programmet.

Foto: Privat

Søren bliver – uden Maria – sendt til terapeuten Frej Prahl.

Fortiden spøger

Søren mener selv, at han navigerer udenom at tale om de svære følelser på grund af oplevelser i fortiden.

For 12 år siden mistede han indenfor en måned tre mennesker, der betød meget for ham – heriblandt sin far.

Hos terapeuten finder Søren frem til, at han dengang følte, han måtte være stærk for at være der for sin bror, søster og mor.

Søren har ikke givet sig selv plads til at sørge over tabet af faren.

Husker tydeligt farens kram

Men Søren husker tydeligt det ene kram, han fik af sin far.

Det fik han, da faren lå i sygesengen. To dage efter døde Sørens far.

”Det kram, det glemmer jeg aldrig”, fortæller Søren med tårer i øjnene.

Frej Prahls råd til den stærke jord- og betonarbejder er, at han ikke skal være bange for, at han bliver svag af at give plads til sin følsomme side.

Foto: Sanne Holmgaard Christophersen/DR

Det råd tager Søren Larsen til sig. Vel vidende at det er en lang proces.  

Dun kan se program 4 i "Fede Forhold" onsdag 27. juli på DR 1 kl. 20.00.

Du kan se de tre første afsnit af sæson 4 på dr.tv. 

Seneste nyt

Udvalgt til dig

Fra forsiden