12. maj. 2021
Af Julie Lund Rosenfeldt Isen

Husker du? 20 år siden Eurovision Song Contest blev afholdt i Parken

Den 12. maj 2001 var der grand prix-fest i Danmark, da den europæiske sangkonkurrence blev afholdt i Parken i København.

Efter Brødrene Olsens Eurovision-sejr med ”Fly on the Wings of Love” i 2000 vandt Danmark også retten til at være vært for den europæiske musikfest året efter.

Valget faldt på, at Eurovision Song Contest skulle afholdes på Danmarks nationalstadion, Parken, i København, hvor der var plads til hele 38.000 tilskuere – det højeste antal i konkurrencens historie.

Natasja Crone og Søren Pilmark styrede slagets gang og kunne sammen indlede showet med ordene ”Good Evening Europe” som årets værtspar.

Man havde valgt, at parret gennem hele showet skulle tale på rimende vers – et tiltag, der efterfølgende modtog en del kritik.

Pauseunderholdningen sørgede den danske supergruppe Aqua for, da de optrådte med et medley af deres allerstørste hits.

Men det nybyggede tag på Parken stod sin allerstørste prøve, da årets danske bidrag gik på scenen og blev tiljublet af de tusindvis af publikummer.

Det var Rollo & King og deres ”Never Ever Let You Go”, der var en oversættelse af vindersangen fra Dansk Melodi Grand Prix, ”Der står et billede af dig på mit bord”.

Og det var lige ved og næsten, at Rollo & King hev endnu en sejr hjem til Danmark. De endte nemlig på en flot andenplads.

Til slut var det dog Estland, der kunne løfte pokalen. Sangen ”Everybody” fremført af Tanel Padar, Dave Benton & 2XL blev nemlig årets vinder og sikrede Estland deres allerførste Eurovision-sejr.

Eurovision Song Contest i 2001 var det første på dansk grund siden 1964, hvor konkurrencen blev afholdt i Tivolis Koncertsal.

Heldigvis gik der ikke mange år efter braget i Parken, inden Danmark igen blev værter for den europæiske sangkonkurrence.

Som mange nok husker, blev Emmelie de Forest jo kåret som årets vinder i 2013, og derfor blev Eurovision Song Contest 2014 også afholdt i Danmark.

Klik dig gennem galleriet øverst i artiklen for at se eller gense billeder fra Eurovision Song Contest 2001 i Parken.

GALLERI: Da Eurovision Song Contest blev afholdt i Parken (foto: Ritzau/Scanpix)

Læs mere om: