7. jan. 2014
Af John Lautrup

Jamie Oliver: Jeg er ikke den bedste far

Jamie Oliver.
Jamie Oliver.
Foto: AOP
Den engelske kokkestjerne Jamie Oliver, der har fire børn, fortæller i et interview, at ungerne får lov til at sjofle lektierne.

Jamie Oliver har viet en stor del af sit TV-liv til at undervise alverden i brugen af ordentlige fødevarer. Men han er ikke nogen ørn til at holde sine fire børn fast på vigtigheden af at få en formel uddannelse, indrømmer han i et interview i Daily Mail.

Faktisk tvivler han på, at en eneste af dem nogensinde bliver optaget på et universitet.

- Det ville chokere mig, hvis det skete, siger han til den engelske avis.

- Måske er jeg ikke den bedste far. Min datter skal lave to timers lektier hver aften. Efter en time plejer jeg at sige: "Stop nu. Lad os lege. Lad os lave noget andet", fortæller han.

Jamie Oliver er gift med Jools og far til Poppy, 11 år, Daisy, 10 år, Petal, 4 år og Buddy, 3 år.

Hans egen uddannelse er sparsom. Han er ordblind og forlod den engelske folkeskole med elendige karakterer. Sin første roman læste han sidste år - som 38-årig. I det hele taget tvivler han på værdien af intensiv skoleundervisning.

- Jeg er ikke sikker på, at det er den rigtige måde. I Japan og Korea knokler nogle børn 14-16 timer i døgnet med skolearbejde. Er det den rigtige vej?, spørger han i Daily Mail, hvor han også fortæller, at han har forsøgt at drosle sit eget hektiske liv lidt ned for at få mere tid til familien.

- For ti år siden arbejdede jeg syv dage om ugen. Men tingene forandrer sig, når man begynder at få børn. Som far løfter man blikket en dag og opdager, at ens lille baby pludselig er blevet tre år. Og man er ikke dén, barnet løber hen til, når det falder og slår knæet. Men jeg har fattet det nu. Jeg beskæftiger to assistenter, som udelukkende arbejder med at finde huller i min kalender til mere familietid.

Trods sin enorme succes som verdensberømt TV-kok siger Jamie Oliver, at han er allermest stolt af at være ægtemand og far.

- Jeg føler mig lidt underlig, når jeg siger dette: Men jeg elsker Jools over alt på Jorden. Jeg tror, jeg kunne gøre meget mere for at gøre hende lykkeligere. Men som tingene er, så er vi begge meget lykkelige og tilfredse, understreger han.

Læs mere om: