Krise på slottet: Virkelighedens Downton Abbey er i problemer
Det seneste år har stort set alle turistattraktioner været lukket ned i lange perioder, og det gælder også Highclere Castle i Berkshire i Storbritannien.
Det smukke slot kom for alvor på landkortet, da tv-serien "Downton Abbey" så dagens lys i 2010 og viste slottet og dets omgivelser fra sine bedste sider.
Omkring fire gange så mange turister end normalt strømmede til, og indtægterne var blandt andet med til at sikre slottets vedligehold og løbende reparationer.
Det seneste års nedlukning har dog bragt det fornemme sted, der har været i familiens eje siden 1679, i økonomisk krise, fortæller grevinde Carnarvon til Daily Mail.
Hun er gift med grev Carnarvon, der ejer slottet, og parret bruger alt deres tid på at bevare og passe på det historiske sted.
På grund af nedlukningen har de måttet fyre en tredjedel af det faste personale, sælge ud af ejendelene og optage to store lån i banken for at betale for vedligehold og reparationer.
- Sidste år i marts var det som at falde ned af Dovers hvide klipper og ramme stenene virkelig hårdt, inden vi nåede at trække i snoren til faldskærmen, udtaler grevinden til avisen.
Lady Carnarvon understreger, at man ikke skal have ondt af hende og siger, at hun har stor sympati med alle ramte i turistbranchen.
Normalt får Highclere Castle besøg af omkring 100.000 turister samt omkring 15.000 skoleelever.
Ifølge grevinden betyder den britiske genåbningsplan, at slottet indtil videre skal være lukket indtil 17. maj.