31. jul. 2023
Af Christinna Braun

Lisa Kudrow er fyldt 60: Fejret af sønnen og vennerne

Lisa Kudrow. 
Lisa Kudrow.
Foto: Ritzau Scanpix
”Venner”-stjernen Lisa Kudrow fyldte 60 år den 30. juli.

Hun havde gang i skuespilkarrieren allerede inden tv-serien ”Venner”, men det var med netop denne serie, Lisa Kudrow – sammen med de fem andre venner – spillede sig ind i hjerterne på seere verden over.

Rollen som den søde og til tider skøre Phoebe gjorde Lisa Kudrow verdenskendt, og siden ”Venner” stoppede i 2004, har skuespillerens tv- og filmkarriere kørt derudad.

Den 30. juli fyldte Lisa Kudrow 60, og det blev fejret af både familie og venner.

Sønnen Julian, 25, som hun har med sin mand Michel, delte på fødselsdagen et billede af sig selv og sin mor i en story på sin Instagramprofil.

Her skrev han: ”Elsker dig mor! Tillykke med fødselsdagen!”

Herunder ses et billede af Lisa Kudrow med sønnen Julian fra 2019.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-07-31/khphotos759549.jpg
Lisa Kudrow og sønnen Julian i 2019.
Foto: MEGA

To af vennerne fra den verdenskendte tv-serie ”Venner” har også ønsket Lisa Kudrow stort tillykke med de 60.

Jennifer Aniston og Courteney Cox, der spillede henholdsvis Rachel og Monica i serien, har været nære veninder med Lisa Kudrow siden ”Venner”.

Jennifer Aniston, 54, har delt en række billeder af sig selv, Lisa Kudrow og resten af Vennerne på Instagram, hvor hun skriver:

”Vær med til at fejre et af mine yndlingsmennesker på planeten. LISA KUDROW!! Hun har været min ven og familie i snart 30 vidunderlige år. Jeg værdsætter dig… Jeg elsker dig, min søde Floosh. En af de mest talentfulde komikere/skuespillere, jeg har haft æren af at arbejde sammen med i alle disse herlige år og flere til!

Tillykke med fødselsdagen, Lisa!”

Også Courteney Cox, 59, har delt flere billederne af 60-års fødselaren.

”Du er den klogeste, sjoveste og mest betænksomme person. Jeg føler mig altid set og elsket, når jeg er sammen med dig. Det er den gave, du giver til dem, du elsker. Kys”, skriver Courteney Cox bl.a. i opslaget, som ses herunder.

Læs mere om: