5. mar. 2014
Af Karina Didriksen

Liza Minnelli er skuffet over Oscar-værts joke

Liza Minnelli.
Liza Minnelli.
Foto: AOP
Komikeren Ellen DeGeneres har fået kritik, efter hun kaldte sanglegenden for en falsk Liza Minnelli under Oscar-showet.

- Goddag til den bedste Liza Minnelli-efterligner jeg nogensinde har set. Godt arbejde, lød det fra Oscar-værten Ellen DeGeneres til Liza Minnelli under prisuddelingen søndag nat.

Det var ment som en joke og hentydede til, at mange drag-queens igennem årene har klædt sig ud som den 67-årige sanglegende.

Det er dog ikke alle, som synes, at det er lige sjovt, og flere har kritiseret Ellen DeGeneres på de sociale medier for at være transfobisk.

Liza Minnelli selv indrømmer, at det var en smule flovt, men hun mener også, at vitsen fra den åbent homoseksuelle Oscar-vært blev misforstået.

Joken tog overhånd

- Jeg tror, hun troede, det ville være sjovt. Men hun stoppede ikke, mens legen var god, og sagde ”Min ven Liza Minnelli”, siger sangerinden ifølge Daily Mail til TMZ og tilføjer:

- Så jeg tror lidt, at det tog overhånd, men jeg tror ikke, at hun mente noget ondt med det. Jeg synes, at hun er en vidunderlig kvinde, og jeg synes, at hun gjorde det godt.

Liza Minnelli vandt en Oscar for ”Cabaret” i 1973, og hun sad blandt alle de store Hollywood-stjerner til årets Oscar-show, fordi 75-året for ”Troldmanden for Oz” blev fejret – en film, som hendes afdøde mor, Judy Garland, spillede hovedrollen i.

Sammen med BILLED-BLADET torsdag får du et flot tillæg med Oscar-kjoler gennem tiden, hvor du kan læse alt om Liza Minnelli og alle de andre stjerner, som gennem 85 år har deltaget i prisuddelingen.

Læs mere om: