Nu er det bekræftet: Downton Abbey bliver filmatiseret
Godt nyt til alle fans af TV-serien ”Downton Abbey”: Det forlyder nu, at det historiske drama bliver afsæt for en ny film.
Den britiske skuespiller Jeremy Swift, der spillede butleren Pratt i TV-serien, har bekræftet, at manuskriptet er skrevet.
- Der findes et filmmanuskript, som vi alle har fået tilsendt, men det forsvandt fra vores mail - totalt ”Mission Impossible”-agtigt. Med et lille knips, fortalte han, da han gæstede det britiske talkshow ”Lorraine”.
Filmen vil vække interesse
Skuespilleren afslørede desuden, at det er meningen, at indspilningen skal finde sted i år, men at det ikke er blevet endeligt afgjort.
Fans af TV-serien kan derfor godt glæde sig til at komme tilbage til tid og sted for handlingen, og Jeremy Swift forventer, at der vil være et stort publikum til filmen.
”Downton Abbey” sluttede i julen 2015 efter seks sæsoner, og siden da har der været stor spekulation om, hvorvidt der ville komme en film.
Logistik er udfordringen
Efter TV-seriens store succes har nogle af de mest fremtrædende skuespillere i serien fået mulighed for at arbejde med forskellige projekter internationalt. Ifølge Jeremy Swift er logistik derfor en af udfordringerne for, om filmen bliver en realitet.
LÆS MERE: "Downton Abbey"-stjerne på den røde løber efter forlovedes død
Denne opdatering på "Downton Abbey"-filmprojektet sker, efter at Phyllis Logan, der spillede den strikse, men loyale husholderske Mrs. Hughes, har afsløret, at interessen for en film var til stede.