Populær talkshow-vært takker af efter otte år på skærmen
Der har været fart over feltet for britiske James Corden.
I 2015 kunne han for første gang byde velkommen til sin udgave af det amerikanske talkshow ”The Late Late Show”. Talkshowet har eksisteret siden 1995, og har haft både Tom Snyder, Craig Kilborn og Craig Ferguson som værter.
Og nu kommer James Corden også til at være én af dem, der bliver nævnt, når tidligere værter skal nævnes.
I denne uge har han nemlig sin sidste dag på programmet. En nyhed der allerede kom ud for godt et år siden.
Dengang fortalte han, han var meget stolt af showet, og at det havde været en hård beslutning at stoppe.
Men det er ikke kun talkshowet, han vinker farvel til.
James Corden stopper nemlig også med at lave det ultrapopulære ”Carpool Karaoke”. Et segment i programmet, som han har lavet siden 2016.
I syv år har han inviteret kendte mennesker til en køretur med sang og hyggesnak. Et segment i programmet, der har vokset sig stort på internettet.
Han har blandt andet haft besøg i bilen af store stjerner som Stevie Wonder, Elton John, Adele og Barbra Streisand.
Og den sidste episode er allerede udkommet.
Her er den igen Adele, der gæster bilen, men denne gang er det hende, der henter James Corden. Det plejer ellers at være ham, der henter gæsten. Du kan se den sidste "Carpool Karaoke" lige her.
Men det er altså slut for nu. Både med ”Carpool Karaoke” og ”The Late Late Show” – I hvert fald med James Corden ved roret.
Hvem der skal overtage værtstjansen, har tv-stationen CBS endnu ikke afsløret.