Roseanne Barr vender tilbage efter at have trådt i spinaten: Sådan ser hun ud i dag
Serien “Roseanne”, der kørte fra 1988-1997, var baseret på hovedrolleindehaverens Roseanne Barrs liv med sin første mand, Bill, og deres tre børn.
Og serien blev et kæmpe hit!
ABC valgte i 2018 at genoplive serien, men den havde kun lige haft premiere, da ABC lukkede den ned igen på grund af et tweet på det sociale medie Twitter fra Roseanne Barr.
Racistisk tweet
Her sammenlignede hun en af Obamas rådgivere med aberne fra "Abernes Planet", hvilket blev betragtet som racistisk, og derfor blev hun fyret fra showet.
Løsningen blev, at man lavede en såkaldt spin off med næsten alle de oprindelige karakterer, "The Connors".
I denne serie er Roseanne dog død.
Det er ikke meget, man har set eller hørt fra Roseanne Barr, der i mellemtiden er fyldt 70 år, de seneste fem år.
Genoptager stand up
For nylig gæstede hun dog "Fox & Friends" med nyheder:
Hun genoptager stand up efter 16 år væk fra stand up-scenen.
Roseanne Barr har tidligere vist utilfredshed med den "cancel culture", hun synes, hun er blevet mødt af – at hun er blevet udstødt.
I "Fox & Friends" siger hun:
– Jeg er nødt til at komme tilbage endnu mere stødende, for vi kan ikke lade dem slå komedien ihjel. De her bogbrændere skal ikke censurere og have det sidste ord over komedie.