1. maj. 2012
Af af Lisbeth Grube og Louise Møller

Stjernen fra Downton Abbey - Lady Granthams vilde fortid

Elizabeth McGovern
Elizabeth McGovern
Foto: AOP
Den amerikanske skuespillerinde, Elizabeth McGovern, spiller Downton Abbeys smukke lady med det dragende blik

I TV-serien "Downton Abbey" på DR1 er den amerikanske skuespiller Elizabeth McGovern, 50, kendt som den sarte grevinde på godset.

I virkelighedens verden er hun langtfra en skrøbelig kvinde. Som bare 19-årig fik Elizabeth sit internationale gennembrud og røg en tur gennem Hollywoods centrifuge.

22 år gammel fandt hun sig forlovet med Sean Penn efter at have spillet sammen med ham i filmen "Kapløb med månen".

På det tidspunkt var hun en lysende stjerne i Hollywood. Tindrende smuk og med et talent, der havde sikret hende en Oscar-nominering for filmen "Ragtime".

Elizabeth faldt pladask for Sean, som var berømt og berygtet i filmbyen for sin bad boy-attitude og sit lidenskabelige temperament.

Brød forlovelsen

- Det var vanviddet i Seans følelser, som overvældede mig. Han var også min første rigtige oplevelse med en fyr, og det var ret rart. I starten var det sjovt. Vi var på samme alder og samme sted professionelt, så vi oplevede alting sammen. Men alt i Seans liv er drama, har Elizabeth McGovern sagt i et interview med Daily Mail.

- Vi var kærester et par år on/off. Jeg ville ikke giftes, men han ville - det var i hvert fald, hvad han sagde. Han var den type mand, der siger: "Det her er min pige, jeg er nødt til at eje hende".

Alt var drama. Det var så udmattende, at jeg ikke kunne bære det, fortæller Elizabeth, som med blødende hjerte valgte at bryde forlovelsen.

Sean rykkede videre, og året efter indledte han et særdeles stormombrust ægteskab med en af musikkens største superstjerner Madonna. Men Sean Penn vil altid have en særlig plads i Elizabeths hjerte.

- Sean var et vigtigt forhold for mig, understreger hun.

Mens Elizabeth McGovern var darling i Hollywood og funklede på film i selskab med en perlerække af de mest eftertragtede mandfolk, følte hun sig ensom privat.

Hendes mor var lærer og hendes far juraprofessor, og ifølge de akademiske forældre var showbusiness ikke vejen frem. Forståelsen fandt hun, da hun for 20 år siden bumpede ind i en herre af anden støbning end gængse filmstjerner.

Under optagelserne til "Tales from Hollywood" mødte hun den bamsebløde, britiske producer Simon Curtis. I begyndelsen var de bare venner, der grinede godt sammen, men da Curtis en dag tilbød at hente hende i lufthavnen i New York, skete der noget:

- Jeg vil altid huske, at han var iført det mest latterlige outfit, pyntet med pailletter og med en medaljon om halsen. Jeg tænkte: Åh Gud, det er den mand, jeg skal giftes med; han er, hvad jeg ender med! Det var en slags dette-er-min-skæbnefølelse. Jeg blev hurtigt gravid, og så tog vi den derfra, fortæller Elizabeth.

Babyen i maven betød "bye, bye" til Hollywood. Hun flyttede med Simon til England og havnede i Chiswick i det vestlige London, hvor parret stadig bor med skuespiller Colin Firth som nabo. Det var et kulturchok uden lige at stå nygift og gravid i et fremmed land uden job.

- Jeg havde intet at holde fast i. Det var som at skulle stykke en helt ny person sammen. For mig var det et stort chok. Jeg må sige, at hvis ikke jeg havde giftet mig med den mand, jeg giftede mig med, tror jeg ikke, jeg havde klaret det.

Heldigvis var Curtis uendeligt støttende, og Elizabeth brugte kræfterne på at skabe trygge rammer for familien, der tæller døtrene Matilda, 18, og Grace, 14. Det sværeste var at komme i gang med at arbejde efter at have opgivet karrieren i USA. Men det lykkedes - og i dag er hun igen en stjerne med successen i "Downton Abbey".

Samtidig siger hun, at Chiswick er det sted, hun har ledt efter hele sit liv. Hun føler sig hjemme i England.

- Jeg føler mig så heldig, fordi jeg har et liv, jeg kan leve langt mere lykkeligt, end det jeg ville have levet i Los Angeles. Det er jeg overhovedet ikke i tvivl om. Da Hollywood ramte mig som 19-årig, var jeg for ung til at have dannet mig et billede af mig selv - og bagefter var der ikke tid til det. Desværre er det sådan, det fungerer. At forlade Los Angeles var ikke at opgive alt for kærligheden - det var at redde mig selv, fastslår Elizabeth McGovern i interviewet.

Læs mere om: