Tidligere X Factor-dommer udsat for svindel
Det kom som noget af en overraskelse for Sharon Osbourne, 68, at hendes kreditkort pludselig var ubrugeligt, da hun for nyligt skulle købe en fødselsdagsgave til datteren Kelly, 36.
Det fortalte hun ifølge avisen Mirror i tv-showet "The Talk".
Der var ikke en rød reje tilbage på kortet, og da Sharon så ville betale med andre kort, deriblandt gemalen Ozzys, blev de også afvist.
Sharon Osbourne blev mistænksom og ringede til kreditkortfirmaet.
Da de læste op, hvor kortene var blevet brugt, gik det op for hende, at der var tale om svindel, eftersom hun ikke havde været i de butikker.
Firmaet har nu startet en undersøgelse af svindelen. Hvordan det er foregået og hvor mange penge, det beløber sig til, melder historien ikke noget om.
Sharon Osbourne var dommer i den britiske udgave af "X Factor" fra 2004 til 2007 og i 2016-2017. Hun har også været dommer i "America's Got Talent".
Sharon Osbourne, gemalen Ozzy Osbourne og børnene Kelly og Jack var fra 2002-2005 hovedpersoner i reality-serien "The Osbournes". Parrets ældste datter Aimee ønskede ikke at medvirke i serien.