29. jan. 2014
Af Karina Didriksen

Tillykke til Oprah Winfrey

Oprah Winfrey.
Oprah Winfrey.
Foto: AOP
Den amerikanske talkshowdronning kan onsdag fejre sin 60-års fødselsdag.

Hun voksede op under fattige kår og endte som en af verdens mest magtfulde kvinder – i dag, onsdag den 29. januar, kan talkshowdronningen Oprah Winfrey fejre sin 60-års fødselsdag.

Den amerikanske mediemogul og mangemilliardær opnåede massiv popularitet gennem sine 25 år som talkshowvært på programmet ”The Oprah Winfrey Show”. Showet sluttede i 2011, og året efter lancerede hun interviewprogrammet ”Oprah’s Next Chapter”.

Talkshowværten kan desuden skrive skuespiller på sit CV. I 1986 blev hun Oscar-nomineret for sin rolle i ”Farven Lilla”, og i år blev hun nomineret til en Screen Actors Guild Award for sin præstation i filmen ”The Butler”.

Aflyser festen

I dag kan Oprah så fejre endnu en stor begivenhed i sit liv, og det var egentligt meningen, at det skarpe hjørne skulle fejres med et brag af en stjernespækket fest. Men ifølge talkshowværtens bedste veninde, Gayle King, har hun ændret mening.

- Oprah har aflyst sin store fødselsdagsfest. Hun besluttede ”jeg ved ikke, hvad jeg vil, men jeg ved, at jeg ikke vil det her”. Hun fylder 60, og hun forsøger stadig at finde ud af, hvordan det er bedst at fejre dagen, fortalte Gayle King i sidste uge til E! Online.

Oprah har kendt sin veninde i længere tid end sin kæreste, Stedman Graham, som hun har dannet par med siden 1986.

I BILLED-BLADET torsdag kan du læse et stort fødselsdagsportræt af Oprah Winfrey.

Læs mere om: