15. apr. 2023
Af Ulrik Ulriksen

Ærlig Melvin fortæller om private udfordringer: Vi har alle brug for hjælp!

Melvin Kakooza
Melvin Kakooza
Foto: Søren Jul Lamberth
Melvin Kakooza har for første gang fortalt om de økonomiske udfordringer, som han oplevede i sin opvækst. Kakooza fortæller om kvalerne som optakt til indsamlingsshowet "Alle vores børn".

Melvin Kakooza står i aften i spidsen for indsamlingsshowet “Alle vores børn”, og i den forbindelse fortæller han åbent om sin egen barndom, der ikke var præget af fornemme ferieture eller anden luksus.

Da han var barn, og hans kammerater kom tilbage i skole efter sommerferien, kunne de fortælle om fede ferier sydpå i Europa, mens Kakooza holdt lav profil med den ferielejr med Frelsens Hær, han selv havde oplevet.

Der var ikke altid så mange penge hjemme hos Melvin Kakooza, men det holdt han og resten af familien altså lav profil med – det var et tabu.

Det med at tabuisere problemer som dårlig økonomi eller endda fattigdom i en børnefamilie skal der gøres noget ved nu – problemerne skal vi være åbne om, så man kan hjælpe trængte børnefamilier.

Det fortalte Melvin om i fredagens "Go' Aften Live" som optakt til indsamlingsshowet "Alle vores børn", der sendes på TV 2 i aften.

Melvin Kakooza havde ikke råd til det helt store

– Hjemme hos os havde vi ikke altid råd til det helt store. Det gjorde ikke, at vi ikke var glade. Men det gjorde nok, at man var lidt mere privat anlagt, lyder det blandt andet fra Melvin, og han fortsætter.

– I vores familie holdt vi det bare til os og var ikke ude at vifte med, at vi ikke kunne få det til at hænge sammen hver dag eller hver gang til jul og fødselsdage, siger Kakooza, som for første gang fortæller den del af sin historie.

Melvin understreger, at han gerne vil være med til at normalisere at få hjælp, for vi har alle brug for hjælp.

Nogle har mere brug for hjælp end andre, men Kakooza siger i "Go' Aften Live", at han bliver ked af det, når man hører om så mange unge mennesker og så mange familier, der ikke kan få det til at hænge sammen og lever i skam.

– Vi har som familie været med til at modtage, men også give julehjælp. Det gjorde min mor og far i mange år i Vejle. Det er virkelig alle slags familier, der kommer. Det er ikke et problem, der hører til i en vis social gruppe. Det er faktisk alle i Danmark, der har brug for en håndsrækning, siger Melvin Kakooza, der sammen med sportsværten Camilla Martin er vært på "Alle vores børn".

Vigtig hjælp

Røde Kors, Dansk Boldspil-Union, Fodboldfonden og TV 2 er gået sammen om indsamlingsshowet, og pengene går til syv definerede indsatser fra Røde Kors og Fodboldfonden.

Der er med hjælpen fokus på udsatte børn og deres familier, som er økonomisk udfordret, påvirket af fysisk eller psykisk sygdom eller daglige bekymringer.

"Alle vores børn" sendes live i aften på TV 2 og TV 2 Play klokken 20.00.

Læs mere om: