5. okt. 2023
Af Christinna Braun

Amalie Dollerup tiggede og tiggede: Sådan fik hun i virkeligheden rollen som Amanda i Badehotellet

Amalie Dollerup.
Amalie Dollerup.
Foto: Hanne Juul
Holdet bag ”Badehotellet” er netop i gang med at indspille 10. og sidste sæson af den populære serie.

I 10 år har succes-serien ”Badehotellet” rullet over skærmen med sommerstemning og sus fra Vesterhavet, og de mange elskelige karakterer – høje som lave, overklasse som tjenestefolk – har taget seernes hjerter med storm.

Amalie Dollerup har spillet Amanda Madsen siden seriens begyndelse, og hendes karakter er gået fra at være forkælet ungpige til at være voksen hotelbestyrer og mor.

Men det lå ikke i kortene, at det var netop rollen som Amanda, Amalie Dollerup skulle have.

Det fortæller Amalie Dollerup i til værten Anders Bøtter i Radio4-podcasten ”Portrætalbum”.

Amalie Dollerup, der dengang var i midten af 20’erne, boede på daværende tidspunkt i Nordjylland, hvor hun var på Aalborg Teater.

I begyndelsen af 2013 blev hun kaldt til casting på flere af ”ungpige-rollerne” i en helt ny TV 2-serie, som blev sammenlignet lidt med den store britiske dramaserie ”Downton Abbey”. Amalie Dollerup tog derfor fra Aalborg til Avedøre, hvor castingen foregik.

- Så får jeg at vide, at forfatterne ser mig mest som Fie-karakteren, sådan rent typemæssigt. Og så tænkte jeg ”Nå okay, ej hvor spændende, hvor dejligt”. Det var jo en stor rolle. Men hun skal også tale jysk, og det tænkte jeg, at det kunne jeg jo godt, for jeg havde boet i Jylland (…) i måske seks-syv år.

- Men jeg kunne bare mærke, da jeg skulle give et bud på Fie-rollen… Og så på jysk!... Det fungerede bare ikke for mig. Det var lidt en kliche. På jysk. Og det var ikke troværdigt. Måske fordi jeg netop har boet så mange år i Jylland, har jeg stor respekt for det jyske. Så det ikke bare bliver en parodi. Det kunne jeg bare mærke, virkelig langt nede i maven – det her det går ikke, fortæller Amalie Dollerup i Radio4-podcasten ”Portrætalbum”.

Please, må jeg ikke godt?

Amalie Dollerup skulle også give sit bud på stuepigerne Edith og Otilia, men det gik ifølge skuespilleren ”endnu værre”.

Derfor tilbød hun til castingen, at hun kunne give et bud på rollen som grossererdatteren Amanda Madsen, men der fik hun at vide, at hun var for gammel til rollen, og at forfatterne i øvrigt så hende som Fie.

Men Amalie Dollerup var sikker på, hun kunne spille rollen som Amanda.

- Så var jeg sådan ”Please, må jeg ikke godt, nu er jeg her. Jeg kan ikke bare komme i morgen”, fortæller Amalie Dollerup, der jo på daværende tidspunkt boede i Nordjylland.

- ”Åååh okay”, det, syntes hun, var megabesværligt og irriterende, men hun kunne godt se ræsonnementet i det, siger Amalie Dollerup i ”Portrætalbum” med et grin.

- Nu skal jeg bare give den gas, og jeg har intet at tabe ved at give et bud på hende her. Jeg har faktisk kun noget at vinde. Og det gjorde jeg så, og så to uger efter ringede vores instruktor, Fabian Wullenweber, nede fra et supermarked og sagde ”Hej Amalie, vi vil simpelthen så gerne have dig i rollen som Amanda”. Det var bare JA TAK. Mavefornemmelsen var god nok. Det var rigtigt nok, at jeg skulle lave det der, fortæller Amalie Dollerup i til værten Anders Bøtter Radio4-podcasten.

”Portrætalbum” kan høres fredage kl. 17-19.05 på Radio4 og er et musikalsk portrætprogram, hvor musikformidler Anders Bøtter hver uge interviewer en kendt dansker med udgangspunkt i musikalbum, som har betydet noget helt særligt for vedkommende.

Amalie Dollerup valgte Lisa Nilssons album ”Små Rum”.

Lyt til portrætalbum med Amalie Dollerup herunder.

Læs mere om: