
God nok til Kærlighed hvor kragerne vender: Brian troede ’genfejl’ ville udelukke ham

Brian Emil Rasmussen havde aldrig forestillet sig, at nogensinde skulle medvirke i et tv-program, men ikke desto mindre er den 36-årige fyr fra Bønnerup Strand med i ”Kærlighed hvor kragerne vender”.
- Det har været en sindssyg proces. At stå med så mange piger er jeg ikke god til. Heller ikke i byen, der er de nødt til at komme til mig. Det har været en vild udvikling og megasjovt, og jeg har ikke fortrudt, siger Brian, som man kan følge på TV 2 hver mandag.
Svært at skrue ned for tempoet
Flere venner taggede ham i opslag på Facebook, da produktionen søgte nye medvirkende, og lige pludselig endte det med, at han var udvalgt. Brian havde ellers ikke regnet med, at en som ham ville kunne fungere i et tv-program.
- Jeg kommenterede inde på opslaget og skrev, at de nok ikke ville have mig med, fordi de så blev nødt til at lave undertekster til mig, fordi jeg taler så hurtigt, griner Brian, der rigtigt nok er god til at få sagt meget på kort tid.
- Min far snakker også hurtigt. Når vi sidder i et selskab, og vi har fået tre øl, er resten af selskabet uden for. Jeg ved ikke, om den genfejl kommer derfra. Jeg har ellers prøvet at snakke langsomt, men jeg kan ikke. Under optagelserne fik jeg flere gange at vide, at jeg skulle prøve at slappe af. Men hvis jeg er presset og overgearet, kan hjernen ikke snakke sammen med munden, og det duer ikke, når folk skal høre, hvad jeg siger, lyder det fra Brian med et smil.


Alderspræsident
Med sine 36 år er han den ældste i dette års udgave af ”Kærlighed hvor kragerne vender”, og da optagelserne begyndte, havde han ikke den store forventning om, at der ville komme en kæreste ud af det.
- Jeg gik ind til det med en 80/20-forvetning om, at jeg ikke ville finde en kæreste, fordi jeg er så gammel, som jeg er, og på grund af måden, jeg ville gribe det an på, og måden jeg er på. Jeg er selvkritisk.
Alderen og selvkritikken til trods var der masser af kvinder, der gerne ville på speeddate med Brian i programmet.
- Det havde jeg ikke regnet med. Det var lidt overraskende. Jeg tænkte helt klart, det ville være en ulempe at være ældst, og min første tanke var, at der ikke ville være så mange kvinder til mig, forklarer Brian.
Flere af de unge ville dog også gerne date ham, men selv foretrækker han, at aldersforskellen ikke er alt for stor. Også selv om han føler sig som en 25-årig indeni.
- Tommelfingerreglen er 30 år, men gerne minimum 28. Jeg er færdig med det vilde byliv, og det skal hun også gerne være, lyder forklaringen.
Ville ikke have favoritter
Til daglig arbejder Brian som vindmølletekniker, og han er på grund af sit arbejde vant til at køre rundt i hele landet. Men han drømmer om, at en kommende kæreste ikke bor for langt væk.
- Grunden til, at jeg ikke er lykkedes med at finde en kæreste, er groft sagt, at alle de gode herude er taget. Jeg har prøvet at være i et længere forhold og også haft nogle småkæresterier, men det holdt ikke. Tinder er overfladisk og koldt og kynisk, mener Brian, der ikke har haft succes med at date online.
Han vil allerhelst mødes i virkeligheden, og det må man sige, han har gjort i ”Kærlighed hvor kragerne vender”. Det blev hurtigt en succes, for mange var interesseret i Brian. Selv havde han ikke en favorit, fortæller han.
- Jeg prøvede at undgå at have favoritter. Det skulle være ens for alle pigerne, og hvis man havde for meget fokus på én, synes jeg, det var synd for de andre. Hvis man efter programmet ikke fandt en kæreste, ville man skulle ud på markedet igen, og så ville alle, der havde set det, tro, man var en kæmpe idiot. Så jeg gjorde meget ud af at være respektfuld over for dem alle.


Byens store stjerne
Rundt omkring i landet og ikke mindst i Bønnerup Strand er der rigtig mange, som følger med i den nye sæson af ”Kærlighed hvor kragerne vender”, og det har Brian allerede mærket en masse til fra lokalområdet.
- Alle, man kender, ser det, og de snakker ikke om andet i hele byen, hvor jeg bor. Min mor arbejder i den lokale brugs, og hun bliver bombarderet med spørgsmål fra kunder, men hun kan jo ikke sige så meget. Jeg tror, hele byen kommer til at være lukket ned mandag klokken 20, for så skal de se fjernsyn. Det bliver sjovt at skulle i brugsen sådan en tirsdag eftermiddag fremover, griner Brian.
