
Thomas G. fik ikke en kæreste i TV 2-program: Siden er der sket nyt i hans kærlighedsliv

I ”Kærlighed hvor kragerne vender” endte Thomas Grimstrup med at vælge bejleren Ann.
De var begge meget positivt stemte over de 12 dage, de havde haft sammen under optagelserne, og de håbede på, det kunne udvikle sig, da de kom hjem.

Men da de skulle mødes godt 14 dage senere, var luften gået af ballonen. Thomas G. og Ann var gledet fra hinanden.
I TV 2-programmet blev de enige om, at de ikke skulle ses mere.
Selv om Thomas G. ikke fandt kærligheden i programmet, har han fået et hav af venskaber ud af det.
- Jeg snakker stadig med de fire gutter. Vi har daglig kontakt. Så skriver jeg med en række af pigerne på venskabelig basis. Vi har fået gode bånd på kryds og tværs, fortæller han til BILLED-BLADET og uddyber:
- Jeg skriver af og til Victoria for at tjekke ind, for hun er bare en vidunderlig pige. Hun er virkelig sej. Sådan en som Klara er også meget sjov at tjekke ind hos. Det er rent og skært venskabeligt.
- Man bliver sådan lidt som soldaterkammerater, når man har været med i det program. Det, man ser på skærmen, er nødvendigvis ikke den fulde sandhed, og så er det godt at tjekke ind hos hinanden. Det er nogle virkelig gode folk, og dem håber jeg, at jeg holder kontakten med. Vi vil altid have den her oplevelse sammen, uddyber han.
Siden er meget vand løbet gennem åen, og for Thomas G. er tiden blandt andet blevet brugt med en pige, han har fået et godt øje til.
- Jeg er begyndt at se lidt til en, som er en supersød pige. Hun prioriterer tid og energi på at ses med mig. Mens programmerne har kørt, har vi ikke kunnet date så meget. Vi tager det stille og roligt, fortæller han.
Thomas G. fik øjnene op for hende, da han som tilskuer til en håndboldkamp, fik en besked på Instagram.
- Så er der en, der skriver, om jeg snart giver en kop kaffe. Det er en flabet besked at skrive en torsdag aften. Så skulle jeg se, hvem det var. Så tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne svare hende. Vi har set hinanden et par uger, fortæller han.
Hans nye flamme har ikke fulgt med i TV 2-programmet, men hun har alligevel været nysgerrig nok til at se et afsnit.
For selv om Thomas G. ikke fandt en kæreste i programmet, har det været med til at vise alle de søde piger, der har fulgt med, hvem han er.
- Det er også det, programmet kan gøre for dem, der ikke finder kærligheden i programmet. Det er nærmest en Tinder-profil, vi ikke selv skulle skrive. Jeg havde håbet, jeg ikke skulle bruge den, fortæller han.
Når han ser tilbage på sin medvirken, kan han kun smile og være stolt.
- Jeg er pissestolt af at have været med og at have været mig selv. Jeg er pisseglad for de venner og det netværk, jeg har fået i programmet. Det er da også lidt sjovt, at folk kan genkende dig fra programmet. Jeg har fået en masse selvtillid af at være med i programmet. Jeg kan kun anbefale andre at gøre det. Det værste, der kan ske er, at man får nogle gode venner, fortæller han.
At lave tv har absolut ikke afskrækket ham, og han kunne da godt være frisk en anden gang, men så skal det nok ikke handle om at date.
- Jeg vil ikke udelukke det, for jeg synes, det var sindssygt sjovt. Af og til glemte jeg, at det var mig, produktionen var der for. Hele produktionsdelen i det synes jeg var spændende at være i. Jeg ville ikke udelukke, jeg godt kunne tænke mig at lave mere. Jeg kommer nok ikke til at tilmelde mig noget, så må de skrive, hvis det er, fortæller han.
