
”Jeg er meget glad og stolt”: Johnny Reimar har fået Ridderkorset

Johnny Reimar har flere årtiers musik bag sig.
Han har været med til at forme musikbranchen, som vi kender den i dag.

For det har han nu modtaget Ridderkorset. Det skriver Her og Nu.
Det er da også tydeligt, at der er tale en helt unik ære for den 82-årige entertainer.
– Jeg har fået mange æresbevisninger gennem årene, men det er noget helt særligt af modtage Dannebrogordenen. Det er jo en anerkendelse af det, man har brugt et helt liv på. Jeg tror ikke, det kun handler om min egen musikkarriere, men også de mange kunstnere, jeg har fundet og ført frem, blandt andre Birthe Kjær, Savage Rose og Brødrene Olsen. Jeg er meget glad og meget stolt, fortæller han til Her og Nu.
Det er planen, at Johnny Reimar skal ind og takke for hæderen i audiens med kongen.
I mere end seks årtier levede Johnny Reimar af musikken, hvad enten han selv stod for den eller opdagede talenter, der gjorde.
Men nu lever han et pensionistliv. Det kunne han røbe over for BILLED-BLADET i foråret.
Nu bruger Johnny Reimar sin tid med at gå ture med hunden og holde hus.
Det blev der sat lidt skub i, da hans hustru Anni kom til skade med sin ryg og var indlagt i flere måneder.
Hendes skade har medført, at hun får assistance af en rollator, når hun skal bevæge sig rundt.
