
Jenna Harson springer ud som skuespiller: Det var frygteligt!

Jenna Harson dukkede for første gang op i ”Vild med dans” tilbage i sæson 11, og her i den afsluttende sæson har hun også været på dansegulvet.
I år dansede hun med den tidligere fodboldspiller Peter Løvenkrands, men desværre blev det en kort fornøjelse, idet parret måtte sige farvel allerede i program to.

Til gengæld kan man snart se danseren på det store lærred, for Jenna Harson springer ud som skuespiller i filmen ”Jeg tror jeg elsker dig”.
- Jeg har en meget, meget lille rolle, fortæller Jenna Harson, da hun besøger BILLED-BLADETs studie for at medvirke i podcasten ”En sidste dans”. Hun er i selskab med sine gode veninder og ”Vild med dans”-kollegaer Mille Funk og Asta Björk til en snak om danseprogrammets lange historie.

Jenna havde ingen rygrad
Selv om rollen er lille, har Jenna Harson replikker i filmen, men hun husker dem ikke.
- Det kan jeg ikke engang huske, fordi jeg panikkede. Det var frygteligt! Jeg blev hevet ind på dagen. Det var Silas (Holst, red.) og Albert (Harson, red.), og jeg havde ingen rygrad til at sige: ”Jeg kan ikke finde ud af det her”. Lige pludselig var jeg dommer og skulle lade som om … Der kunne jeg mærke, at jeg er ikke skuespiller. Det var frygteligt, mindes Jenna Harson med et grin i podcasten.
”Jeg tror, jeg elsker dig” er lavet af Silas Holst og handler om hans barndom og opvækst. Albert Harson, der er gift med Jenna, spiller en af de bærende roller i filmen.
Resultatet kan ses i biografer landet over fra den 30. oktober.

Få alle historierne om alt det, du aldrig så i Vild med dans i vores podcast ”En sidste dans”, hvor vi har dansere, nydansere, værter og heltene bag kameraet med i studiet hver uge for at sige pænt farvel til programmet.
Lyt lige nu lige her – helt gratis, eller hvor du plejer at lytte til din podcast på Spotify eller Apple Podcasts.

